Gå til hovedindhold

Smerter i bagdelen ved cykling

Spørgsmål

Jeg har lige været ude at cykle, og kommer hjem og er deprimeret, fordi jeg ikke længere kan cykle så langt og så hurtigt, som jeg har kunne tidligere. Jeg er 51 år, og har nok haft sclerose i 20 år (har dog først fået diagnosen i november sidste år).

Jeg cykler altid på arbejde, 1,5 km hver vej, og træner 2 gange om ugen hos en fysioterapeut.

Hovedproblemet, når jeg cykler, er at jeg får ondt bagi, og derfor er nødt til at holde pause. Jeg har prøvet med gelesaddel, men det hjælper ikke rigtigt. Min mand og jeg plejer at cykle 10 km om aftenen inden vi sætter os foran fjernsynet, og det vil jeg gerne blive ved med - både fordi det er rart og fordi vægten begynder at snige sig op.

Håber du har et forslag til hvad jeg kan gøre, for igen at kunne cykle som før.

Svar

Jeg tror, at dine smerter i bagdelen enten er muskelsmerter eller smerter ved knoglerne på grund af tryk. Umiddelbart tror jeg ikke, det er muskelsmerter, da du jo eksempelvis kan træne 1 time hos fysioterapeuten uden træthed eller smerter.

Hvis det er smerter som opstår på grund af tryk, skal man aflaste trykket. Jeg ved, at du har forsøgt at gøre dette med en gelesaddel, men jeg tror nærmere, du skal forsøge med en saddel med en anderledes form.

Hvis din fysioterapeut har en motionscykel kan du forsøge at cykle på denne, for at se om du også får ondt på den saddel. Det kan så give dig en pejling i forhold til udformning. Dernæst kan du tale med din cykelhandler og se de muligheder han har.

Hvis du også får ondt, når du cykler på din fysioterapeuts motionscykel, så få hende til at undersøge dig, når du får ondt, for at afgøre præcist, hvad det er der giver dig smerterne.

Du bør ikke have disse smerter, og cykling er en rigtig god motionsform for dig.

Held og lykke med det.