Smerter i armene, er det sclerose
d. 23 februar 2013

Gennem de sidste 4 år har jeg levet med smerter og mistet kræfter i den ene arm, og har for nyligt fået smerter i den anden.

Trætheden - som aldrig aftager på trods af 10 timers søvn og de psykiske mén. Det var både skræmmende men også befriende at læse om på jeres hjemmeside. Min mand kom med denne side til mig i går, og jeg har grædt lige siden. Grædt fordi det er så rammende, og grædt fordi jeg ikke vil være syg. Jeg vil helst klare mig dag for dag uden at tænke på i morgen. Sådan er strategien indtil nu.

Men bortset fra det, hvordan kommer man så videre? Jeg har ikke nogen læge, da vi flyttede for 4 år siden og kun har en ung vikar læge. Har tænkt på om jeg skal ringe til min gamle læge, som har kendt mig hele livet. Min kiropraktor har længe sagt jeg skal få en henvisning til en neurolog. Er det der jeg starter?

Hvad hvis jeg har sclerose og ikke får fundet ud af det? Altså bare fortsætter som nu. Jeg har jo holdt så længe så kan vel også fortsætte? Er det nødvendigt at få diagnosen? Jeg er selvstændig og har ikke ret til noget økonomisk på nogen måde, hverken dagpenge sygedagpenge osv. så på den måde er det irrelevant. Jeg vil, diagnose eller ej, altid skulle klare mig selv.

Det er længe at gå 4 år med uafklarede (såvidt jeg kan forstå) og forværrede smerter, og det bedste er at få en kvalificeret vurdering snarest. Selv om din læge er en ung vikar, kan han godt undersøge dig og henvise dig til neurolog.

Jeg vil anbefale dig snarest at opsøge ham for at komme videre med en afklaring. Han kan indhente oplysninger fra din tidligere læge. En forklaring på smerterne har betydning ikke blot for dig psykisk, men også af hensyn til at vurdere om der er behandlingsmuligheder, og hvilke muligheder der kan være for eventuelle sociale foranstaltninger.

Skrevet d. 23 februar 2013