Smerter efter synsnervebetændelse
d. 22 november 2009

Jeg fik for ca. et halvt år siden konstateret synsnervebetændelse på mit højre øje. Mit syn blev med det samme en smule sløret på øjet og har været det lige siden. Under hele forløbet har det dog aldrig gjort ondt i øjet på noget tidspunkt. Men nu - et halvt år senere - er det pludselig begyndt at jage i øjet, når jeg bevæger det hurtigt fra side til side. Har du nogen idé om, hvorfor?

Det skal måske lige siges, at jeg i månederne efter, jeg fik konstateret synsnervebetændelsen har været
først til neurolog og siden har fået MR-scannet både hjernen og hele rygsøjlen. Der har intet unormalt været at se på disse resultater, så min neurolog har altså afvist enhver snak om sclerose.

Min øjenlæge siger også, at man ikke kan gøre noget ved synsnervebetændelsen og at han derfor ikke ser nogen grund til yderligere konsultationer.

Alligevel kunne jeg godt tænke mig at vide, hvorfor disse jag pludselig kommer nu, så længe efter? Og om det kan betyde en forværring for mit syn?

De fleste, men ikke alle har smerter bag øjet, der forværres ved bevægelse, i den akutte fase af synsnervebetændelse. Man antager at hævelsen, der sker på grund af betændelse, er en del af årsagen, for synsnerven skal passere i en ret snæver knoglekanal et lille stykke af vejen.

Som man kan have tågesyn som følge af synsnervebetændelse uden smerter, kan man også have smerter uden ledsagende synsnedsættelse - formentlig som udtryk for en mild betændelsesreaktion. Det går som regel væk i løbet af nogle uger, men kan være et forvarsel om en synsnervebetændelse under opsejling.

Hvis du får forværring i synet, synes jeg du skal anmode om en kontrol hos en øjenlæge. Man kunne overveje at tage nogle blodprøver, selv om de sjældent viser en mulig årsag til synsnervebetændelse.

Det er dejligt for dig at MR-scanningen ikke viser forandringer, som man kan se ved synsnervebetændelse som led i sclerose.

Skrevet d. 22 november 2009