Smerter der kommer og går
d. 12 december 2010

Jeg fik diagnosen for et år siden. Nu (på 7. dagen) oplever jeg, at de tre midterste tæer på højre fod er som bundet sammen, fulgt af jag af smerter næsten hele døgnet. Jeg har oplevet dette et par gange tidligere, men kun i 4-5 dage og har haft skudt det hen.

Min højre hånd har nu, på 10. dagen, samme problematik som højre fod.

Er der en sammenhæng med min sclerose her? Jeg er i tvivl om hvad jeg skal - synes det varer for længe denne gang.

Det lyder som om du har sclerosesmerter, der kommer og går i perioder. Disse smerter mærkes oftest i områder, hvor der samtidig er ændret følesans. Sclerosesmerter kan vise sig som konstante, sviende, strammende, brændende fornemmelser, eller som i dit tilfælde, skarpe, smertende jag.

De mest effektive midler til behandling af den første type smerter er amitriptylin (f.eks. Saroten) eller imipramin.

Hvis smerterne ikke er konstante, eller hvis de kommer i jag, kan behandling med medicin som Gabapentin eller Lyrica have god effekt. Oxcarbazepin (Trileptal eller Apydan) eller carbamazaepin har også en god effekt på denne type smerter.

Skulle disse behandlinger være uden tilstrækkelig virkning kan man prøve behandling med Marinol, som også har en vis effekt på smerter hos scleroseramte.

Behandling af sclerosesmerter er ofte vanskelig og kræver betydelig tålmodighed med medicinafprøvning, både hos patienten og den behandlende læge.

Skrevet d. 12 december 2010