Smerter bag det ene øje
d. 14 april 2014

Min mand fik konstateret MS i oktober 2012, og har hidtil kun haft et attak (det der gjorde at han blev diagnosticeret). Han er nu generet af murren bag det ene øje, og oplever af og til jag bag øjet. Han har ikke synsforstyrrelser eller nedsat syn, men oplever at smerterne kommer når han skal koncentrere sig og fastholde blikket i lang tid. Vores tanke er om det kunne være begyndende synsnervebetændelse, og hvad gør man i så fald ved det? Vi har ringet til øjenlægen, men der er 7 måneders ventetid, og det virker jo ret uoverskueligt. Bør man få det undersøgt hurtigt af øjenlæge, eller kan man intet gøre ved det?

Det kan teoretisk være noget med diskret betændelse af synsnerven at gøre, men det lyder ikke sandsynligt med kort varighed og anstrengelsesudløst. Der er andre muligheder. Hvis din mand f.eks. er midaldrende kan det måske være anstrengelsesudløst, fordi det måske går i retning af læsebriller? Ikke alle øjenlæger har 7 måneders ventetid, så prøv at ring rundt til forskellige. Han kan også informere sin scleroseklinik, så de måske kan se på synsnerven, pupillerne og måle synet?
Man kan ikke som sådan gøre noget ved det, udover attakforebyggende behandling, hvis din mand opfylder kriterieren for det.
 

Skrevet d. 14 april 2014