Smerter bag øjet
d. 18 juni 2012

Jeg er 23 år og blev for halvandet år siden indlagt med betændelse på synsnerverne, jeg har siden da taget sclerosemedicinen Avonex og har haft det fint. 

I de sidste 4 måneder har jeg døjet med dobbelt syn, som så er blevet bedre nu, men er så begyndt at døje med smerter bag højre øje.
Går det væk af sig selv, eller skal jeg tage kontakt til min læge?

Generelt er det en god ide at kontakte din scleroseklinik ved nytilkomne symptomer (fra centralnervesystemet) af nogle døgns varighed, f.eks. som da du havde dobbeltsyn. Hvis man skal have mulighed for at vurdere, om det er et attak, og om der er grund til at give binyrebarkkur ved attak, skal det ske indenfor få uger.

Smerter bag øjet er ikke så usædvanligt hos patienter med tidligere synsnervebetændelse. Det kan formentlig være tegn på en vis aktivitet i betændelsesreaktion i synsnerven, f.eks. i forbindelse med pågående infektion i kroppen urelateret til sclerose/synsnervebetændelse. Smerterne kan være et forvarsel på synsnedsættelse, men det ledsages ikke nødvendigvis af synsnedsættelse. Smerterne alene giver ikke anledning til at behandle med binyrebarkhormonkur, så du kan også vente at se om der sker yderligere. Som regel falder det til ro af sig selv.

Skrevet d. 18 juni 2012