Gå til hovedindhold

Skyldes min svimmelhed MS

Spørgsmål

Jeg er lidt usikker omkring svimmelhed i forbindelse med MS. Derfor skriver jeg nu her, i håb om at blive lidt mere klar på det.

Jeg var til halvårligt tjek i går, på sygehuset. Jeg fortalte lægen, at jeg føler en generel ubalance og oplever svimmelhed flere gange i løbet af en dag. Derudover beskrev jeg også, at jeg har haft to perioder hvor svimmelheden har været konstant - det var ligesom at sejle rundt - det vil sige mere voldsomt end normalt.

Måske skal jeg, i denne forbindelse, lige nævne at jeg har mistet 80% af syn på venstre øje, så jeg er vant til en vis utilpashed på grund af synet.

Lægen mente ikke at svimmelheden kunne være et attak eller være en daglig del af min MS. Det har gjort mig forvirret, da jeg tidligere har kontaktet MS-afdelingens sygeplejerske, som mente det muligvis var et attak, når det nu netop føltes værre end normalt.

Begge gange er det også gået tilbage til det "normale" igen.

På Scleroseforeningens sider læser jeg også om svimmelhed, hvor jeg kan se ligheder med mine oplevelser. Jeg håber derfor at I vil svare mig på, om eventuel svimmelhed/forværring kan skyldes MS?

Jeg har fået tjekket blodtryk samt mine ører, og her var intet at se.

Svar

Svimmelhed er et relativt hyppigt sclerosesymptom, men som du også nævner, kan der være andre årsager til svimmelhed.

Det er dog svært for mig at afgøre, om din svimmelhed skyldes sclerosen. For at vurdere dette, kræves en grundig udspørgen og neurologisk undersøgelse og det vil være forkert at besvare dit spørgsmål på andet grundlag.

Du kan bede om at få en kopi af din journal og eventuelt gennemgå den med din scleroselæge, næste gang i ses, så du kan få forklaret, hvorfor hun ikke tror det er din MS, der giver dig svimmelhed og hvad der ellers kan være årsagen.