Sklerose i hjerne eller rygmarv
d. 22 november 2009

Som regel siges det, at sclerose er en sygdom i centralnervesystemet (i hjerne og rygmarv). Jeg ved, at nogle kun rammes i rygmarven, og at man ikke, ved MR scanning, har kunnet påvise synlige plaques i hjernen. Mine spørgsmål lyder derfor: Hvordan fordeler det sig, altså ved I noget om, hvor mange procent der rammes i henholdsvis hjerne, rygmarv og begge steder? Er der forskel på sygdomsforløbene, når man påviser plaques i enten hjerne eller rygmarv eller begge steder? Har man nogen formodning om, hvorfor sygdommen sætter sig/ses enten det ene, det andet eller begge steder?

Man kan på MR-scanninger påvise skleroseforandringer både i hjernen og rygmarven hos mange med sklerose. Overordnet er det sådan at sklerosesygdom i hjernen er forbundet med udvikling af kognitive problemer (problemer med blandt andet hukommelse og koncentration), mens forandringer i rygmarven særlig påvirker funktionen i arme og ben. De almindelige MR-scanninger giver
imidlertid kun et ret dårligt billede af, hvor meget funktionen er påvirket. Yderligere kan man på MR-scanninger slet ikke se de forandringer, der kan være i hjernebarken, ved sklerosesygdommen.

Man ved ikke, hvad der gør, at sygdommen i nogle tilfælde overvejende rammer hjernebarken, i nogle tilfælde andre områder i hjernen eller i rygmarven, og i andre tilfælde igen rammer alle områder.

Skrevet d. 22 november 2009