Skinner eller elastikbind til anklerne
d. 22 november 2009

Jeg bruger benskinner på begge ben på grund af drop fod. Jeg kan dog godt gå uden, da jeg optræner mine ankler når jeg har gået med dem i et stykke tid. Desuden vil jeg gerne gå uden, da jeg ikke kan have sandaler på når jeg har dem på og mine fødder hæver op når det er varmt.

Mit problem/spørgsmål går på, om man ikke kan søge om, for eksempel, et elastikbind i stedet? Eller i hvert fald noget der kan holde foden, idet mit højre fodled knækker over når jeg ikke har noget støtte. Det er selvsagt et kæmpe problem og jeg har ondt i fodledet af at "bække over" hele tiden. Her hjælper det heller ikke at have benskinnen på - den knækker aligevel og derfor er det svært at gå.

Når dit ankelled knækker over kan det være på grund af spasticitet/stivhed i anklen, eller fordi dine muskler og eller de ledbånd der styrer anklen ikke er tilstrækkeligt stærke. Så dit problem er en kombination af dette samt din dropfod.

Hvis din fod skal guides tilstrækkeligt tror jeg det kræver skinner, da det kræver stor styrke at stabilisere anklen. Jeg forstår dog også godt, at du gerne vil kunne gå uden skinner en gang imellem. Jeg formoder, at du kan gå kortere distancer uden skinner, da du her har kræfter nok, men så bliver du måske udtrættet og så er det, at du får svært ved at styre anklerne og gå.

Et elastikbind tror jeg ikke du vil kunne få økonomisk støtte til og elastikbindet vil ikke kunne støtte dine ankler tilstrækkeligt, til at de ikke knækker over. Elastikbindet kan dig begrænse hævelse lidt, da den laver en kompression.

Jeg vil anbefale dig at tage kontakt til din bandagist, for at høre om man kan ændre på dine nuværende skinner, så de støtter dig bedre. Jeg tror du har behov for at gå med skinner det meste af tiden, for at aflaste anklerne og begrænse smerterne.

Bandagisten vil sikkert også kunne vejlede dig i forhold til gode elastikbind.

Skrevet d. 22 november 2009