Skal jeg vente på alle undersøgelser
d. 22 november 2009

Jeg er igang med et udredningsforløb, for at få afklaret hvorvidt jeg har sclerose eller ej.

Jeg havde synsnervebetændelse i juli 2008, hvilket kom igen i oktober. Jeg blev derfor sendt videre til neurologisk afdeling, for videre forløb.

Jeg har, på nuværende tidspunkt, fået foretaget både VEB og SEP, som begge viser at der er noget galt, men min spinalvæske og MR-scanning fra december viser ikke noget.

Efter nytår fik jeg "gummiben" i venstre ben, døjede med at styre det, og blev indlagt den 7/1-09. Hele den sidste uge har jeg desuden haft utroligt meget prikken og stikken i både fødder og hænder, samt i munden, hvor jeg føler at jeg er lidt følelsesløs i ganen og derfor døjer med at tale rent. Min højre side af ansigtet hænger også en smule.

Jeg er nu sendt hjem på orlov, på grund af ventetid til en MR-scanning med kontrast.

Jeg føler mig utryg og kunne godt tænke mig at vide, om det virkelig kan være så svært at diagnosticere sclerose? Skal der desuden være noget i spinalvæsken og på MR-scanningen, før man kan sige at det er sclerose?

Jeg er testet for borelia og de andre ting de kan se i spinalvæsken, men der er ikke noget.

Det har hidtil været et langt forløb, og jeg har været tiltagende træt, og har brug for meget hvile.

Det skal måske også siges, at jeg ikke har fået foretaget nogen ny lumbalpunktur, så den der foreligger. er fra starten af december 2008.

Principielt kan man godt stille diagnosen dissemineret sklerose (DS), alene udfra symptomerne og den kliniske neurologiske undersøgelse.

Hvis man har haft flere tilfælde med karakteristiske sklerosesymptomer, på forskellige tidspunkter og fra forskellige steder på kroppen, opfylder man de klassiske kriterier for at stille diagnosen dissemineret sklerose. I praksis bekræftes diagnosen dog ved forskellige undersøgelser.

Man kan påvise forandringer på MR-skanning, hos mere end 95% af de skleroseramte. Det samme gør sig gældende ved spinalvæskeundersøgelse, hvor ca. 95 procent er positive. Begge undersøgelser er således meget følsomme og derfor vil man gerne se sikre tegn på DS i disse undersøgelser når diagnosen stilles.

Ved nerveledningsundersøgelser kan man, i nogle tilfælde, finde tegn på sklerose, som ikke har afsløret sig ved MR-skanninger eller ved den almindelige neurologiske undersøgelse. Ved undersøgelserne analyseres funktionen i synsnerven (visuelle evokerede potentialer eller VEP), følefunktioner (somatosensoriske evokerede potentialer eller SEP) og musklerne (magnet evokerede potentialer eller MEP).

Undersøgelserne er ikke lige så specifikke for dissemineret sklerose som MR og rygmarvsvæske, men kan bidrage med vigtige oplysninger i diagnostisk øjemed.

Det kan således være lidt af et puslespil, at stille en sikker diagnose. Du er derfor bedst tjent med at vente på at alle undersøgelser er i hus.

Skrevet d. 22 november 2009