Skal jeg stoppe Fampyra
d. 9 april 2016

Igennem ca. et år har jeg taget Fampyra, som hjælper på min gangfunktion. Indimellem har jeg desværre hovedpine og kvalme. Men vil nødig stoppe med Fampyra; da min gangfunktion så bliver helt umulig. Men indenfor de sidste par måneder har jeg flere gange haft ondt i halsen. Så nu vil jeg spørge, om det så er bedst at stoppe med Fampyra?

Ved mange behandlinger af MS symptomer, vil der være bivirkninger og dermed overvejelser om hvorvidt disse kan tolereres, eller man skal stoppe behandlingen. I de fleste tilfælde vil det være en vurdering af, om den gavnlige effekt opvejer ulemperne. I den forbindelse kan det være nødvendigt, at holde pause med behandlingen og mærke efter, om livskvaliteten generelt set er bedre eller dårligere på behandling med f.eks. Fampyra.

Hvis der ikke er noget entydigt svar på dette, kan man også planlægge faste pauser med behandlingen, så man i nogen perioder tager medicinen og får gavn af effekten, mens man i andre perioder "holder fri" for bivirkningerne og samtidig planlægger at have dårligere gangfunktion. Hvis du ønsker støtte og rådgivning i afprøvning af Fampyra-pause, kan du kontakte din skleroseklinik og snakke med sygeplejersken, som kan hjælpe dig.

Skrevet d. 9 april 2016