Skal jeg starte behandling med det samme
d. 8 april 2015

Jeg fik konstateret sclerose i november 2014, jeg er lige blevet tilbudt Aubagio, men er meget i tvivl. Jeg har selv gjort en del omlagt kost, tager anbefalede kosttilskud, skal til læge og tandlæge som skal tjekke, om jeg har for mange tungmetaller i kroppen. Jeg er i tvivl, om de tiltag jeg har gjort er nok, jeg har mest lyst til at vente og se, om jeg får et attak igen. Hvad siger I?

Al scleroseforskning viser, at allerede ved første attak er de skadelige sygdomsprocesser udbredt i central-nervesystemet, og hvis forløbet ikke bremses medicinsk, vil sygdommen forværres i større grad. De skleroseplak der kommer til udtryk som attakker er desværre kun toppen af isbjerget. MR skanning kan afsløre, at man kun mærker ca. 10-20% af nye plak som attakker, og størstedelen af sygdomsaktiviteten kommer derfor uden man mærker det. Dertil skal lægges den aktivitet, der ikke er synlig på MR, hvilket også har stor betydning. Sagt på en anden måde er sygdommen lumsk, da den oftest er aktiv, selvom man ikke har attakker og ikke kan mærke den. Derfor synes jeg ikke, du skal vente med at starte behandling, men tage mod tilbuddet med det samme. De andre tiltag du nævner, kan udmærket foretages selvom du er i behandling, og kan forhåbentlig kun bidrage til at bekæmpe sygdommen yderligere. 

Skrevet d. 8 april 2015