Skal jeg skifte hospital
d. 22 november 2009

Jeg har brug for jeres erfaringer omkring udredning. Situationen er som følger:

Jeg var i januar indlagt i 3 uger på et sygehus, med symptomer som nedsat refleks i højre arm/hånd, smerter og sovende fornemmelse i arm og ben. Dengang mistænkte man DS og ud fra oliglonale bånd som blev påvist, udredte man mig yderligere.

Fordi de øvrige prøver, samt MR-scanning, var normale var, man dog forbeholden med at give mig diagnosen alligevel. Lægerne kunne heller ikke forklare hvorfor der var påvist oliglonale bånd.

Dermed blev jeg udskrevet med en "nu må vi se tiden an"-forklaring.

Efterfølgende har jeg så haft nogle måneder uden symptomer og har haft det rimeligt ok. Nu oplever jeg dog igen at have smerter i arm samt sovende prikkende fornemmelse i samme arm. Derfor ønsker min læge at jeg igen skal indlægges og udredes på.

Mit spørgsmål er så: Jeg selv er fristet til at vælge et privat hospital, da jeg har en fornemmelse af at det måske vil være til min fordel at få nye øjne på sagen.

Hvad mener I vil være mest hensigtmæssigt?

Jeg mener din læge har ret i, at neurologerne på det pågældende sygehus skal se dig igen og tage stilling til om der skal foretages nye undersøgelser. Det er en fordel at de kender dig og kan sammenligne din neurologiske status, med den der er foretaget tidligere.

Det er tvivlsomt om du vil få noget ud af at tage på et privathospital, da du er bedst tjent med at snakke med en læge der har subspecialiseret sig i dissemineret sclerose og det er vist meget få steder, at det kan lade sig gøre i det private.

Skrevet d. 22 november 2009