Skal jeg sættes i gang før tid
d. 21 september 2010

Jeg har nu haft DS siden 2007 - jeg fik diagnosen 6 måneder efter jeg fik mit barn bummer 2. Nu er jeg så gravid med mit barn nummer 3 og har termin her den 27. oktober.

Derfor er mit spørgsmål, hvad der er bedst angående fødslen; er det at blive sat i gang for eksempel 14 dage før, lige som mennesker med sukkersyge, eller er det bedste at blive sat i gang på selve terminsdatoen eller efter denne?

Jeg kan huske at jeg læste et sted, at det var bedst at blive sat i gang før terminen, men jeg kan ikke finde linket mere, så derfor håber jeg at I har et svar til mig.

Tillykke med dit kommende 3. barn - godt gået.

Du spørger mig om, hvornår din fødsel skal sættes i gang. Jeg tænker umiddelbart: Skal den overhovedet det? Udover, at du fortæller du har sclerose, ved jeg ikke om du ellers fejler noget, eller om der har været komplikationer i dine tidligere graviditeter. Så mit svar er skrevet ud fra, at jeg går ud fra at du ikke fejler andet, og har normale graviditeter. Hvis det ikke er tilfældet, må du skrive igen med lidt flere oplysninger til mig, eller snakke med din neurolog og/eller fødselslæge.

Der kan være rigtig mange årsager til, at man vælger at sætte en fødsel i gang, og igangsættelse er et indgreb, som temmelig mange får lavet. De fleste kvinder har veninder eller bekendte, der har fået sat deres fødsel i gang, og det er generelt ret almindeligt forekommende. Men man skal ikke tage fejl - det betyder ikke, at det er risikofrit og ukompliceret. Så det er ikke noget vi inden for fødselshjælpen gør, uden at have en god grund til at gøre det.

Omvendt har vi brugt indgrebet til at reducere risiko for mor og barn, hvis der er noget galt, og vi har udviklet metoden meget gennem tiden, så den er blevet så sikker og behagelig som vi kan magte at gøre den.

I hele sundhedssystemet arbejder man oftest efter en afvejning af alternativer: Hvad er bedst for patienten? Hvad er sikrest for patienten? Hvad er det bedste alternativ? Det er altid en nøje gennemtænkt afvejning. Selvom igangsættelse af fødsler kan virke lige ud ad landevejen, er det også en nøje gennemtænkt afvejning hver gang.

Grunden til at igangsætte en fødsel skal veje så tungt på vægtskålen, at den vejer tungere end de risici og det ubehag selve igangsættelsen kan føre med sig.

Igangsættelse betyder som oftest, at man skal ind på fødegangen/akutmodtagelsen og have lagt en stikpille op i skeden 2 gange i døgnet i 2-5 dage (med en pausedag midtvejs). Er fødslen stadig ikke gået i gang, skal man have prikket hul på fostervandet og have lagt et ve-stimulerende drop resten af fødslen. Som du kan se, er det oftest en langvarig affære.

Stikpillerne gør ikke ondt at få lagt op, men man skal overvåge barnet imens, så hver stikpille betyder et besøg på et par timer. Det gør ikke ondt at få prikket hul på fostervandet, men igen kræver det overvågning undervejs. Et ve-stimulerende drop giver selvfølgelig smertefulde veer, men dem ville man have fået alligevel, hvis fødslen var gået i gang af sig selv.

Det er ikke fordi enkeltdelene egentlig er så ubehagelige eller smertefulde, men samlet set kan forløbet være meget udmattende og bøvlet. Når man tager ind for at få lagt den første stikpille, er man mentalt klar til at begynde at føde, så når det trækker ud i dagevis, ender man tit med at blive rigtig frustreret af ventetiden undervjes, især fordi man ikke rigtig kan lave andet de dage - tage på familiebesøg, på cafe med veninden osv.

Derudover fører igangsættelse også nogle risici med sig, som for eksempelvis dårlig hjertelyd hos barnet, øget behov for sugekop eller akut kejsersnit.

Ideelt set kan en igangsættelse også være meget anderledes. Hvis ens livmoderhals er meget moden, og kroppen er meget klar til at føde, behøver man måske kun en enkelt stikpille, og så ruller lavinen af sig selv, uden man behøver at gøre mere - og det kommer til at føles som et helt normalt fødselsforløb.

Ens chancer for sådan et forløb øges i øvrigt for hver fødsel man har været igennem, og er altså større, når det er ens 3. fødsel. Er ens krop så moden, at man kun behøver en enkelt stikpille, var kroppen formentlig gået i gang med at føde af sig selv i løbet af et par dage.

Men det er aldrig til at vide før man går i gang, og når man starter på en igangsættelse, skal man altså være parat til at tage hvad end et forløb der kommer. Sagt på en anden måde: Grunden til at man skal sættes igang, skal være det værd.

Som sagt kan der være mange grunde til at blive sat i gang. Sclerose i sig selv er ikke en af dem. Grundende handler altid om 1 af 2 ting: Enten kan moderens krop ikke længere tåle at være gravid (svangerskabsforgiftning, leverpåvirkning m.m.), eller også kan barnet ikke længere tåle at være derinde mere (sukkersyge, mindre liv, dårlig trivsel m.m.).

Den hyppigste årsag til igangsættelse af fødslen, er overbåren graviditet, det vil sige når man går mere end 14 dage over terminen. I dette tilfælde sætter man i gang, fordi undersøgelser siger at moderkagen ikke kan vedligeholde trivslen hos et barn, når graviditeten varer mere end ca. 42 uger. Ved overbåren graviditet sætter man fødslen i gang , når man er gået ca. 2 uger over terminen. Hvis man selv eller barnet har visse sygdomme, men begge parter i øvrigt trives fint, kan man sætte fødslen i gang til terminen.

Til sidst er der en lille gruppe, der bliver sat i gang 1-2- 3 uger før termin, hvis mor eller barns trivsel er akut truet af en eller anden tilstand eller sygdom.

Når moderen har sclerose, påvirker det ikke barnet i maven. Selvfølgelig kan visse typer medicin som scleroseramte får, påvirke barnet i negativ retning, men det er jo derfor man blandt andet stopper med Avonex, Rebif, Copaxone m.m., når man bliver gravid.

Inden graviditeten eller i starten af graviditeten skal man jo tage sig en snak med sin neurolog omkring hvilke typer medicin man må få under graviditeten, og holder man sig til det, skal man ikke være urolig for barnet. Så børn i maven på scleroseramte ligger og hygger sig derinde, og har normalt ikke brug for at komme ud før tid af den grund, og kan ligge og vente på at fødslen går i gang ligesom børn af raske mødre.

Den scleroseramte mor kan godt få det lidt drøjere end raske gravide hen imod slutningen, men mest i form af at det for eksempel bliver meget svært at bevæge sig rundt, giver problemer med at holde på vandet, forstoppelse eller måske smerter. Selvom det er drøjt og ubehageligt, er der intet der tyder på, at gravide med sclerose får komplikationer med deres sygdom, der truer deres helbred så meget, at det er nødvendigt at afslutte graviditeten før tid.

Muligvis kunne det i ekstreme tilfælde være nødvendigt, hvis for eksempel smerterne bliver så voldsomme og invaliderende, at moderen ikke kan være til - men det er et tænkt eksempel, og jeg har aldrig hørt om en scleroseramt gravid der fik så stærke gener af sclerosen, at man måtte afslutte graviditeten før tid.

Så for at opsummere: Igangsættelse af fødslen er normalt ikke nødvendigt på grund af sclerosen i sig selv - hverken af hensyn til mor eller barn. Igangsættelsesforløbet kan være langt og udtrættende, og bør så vidt muligt undgås hos scleroseramte, som i forvejen udtrættes nemmere end raske.

Jeg håber du fik svar på det du var i tvivl om. Husk at mit svar skal læses ud fra de oplysninger jeg har om dig - den endelige afvejning og beslutning bør tages af en læge, der har læst din journal og har det fulde overblik over din helbredssituation.

Held og lykke med fødslen og med dit dejlige lille 3. barn, som snart vil komme til verden.

Skrevet d. 21 september 2010