Gå til hovedindhold

Skal hjælpemidler afleveres når jeg flytter

Spørgsmål

Jeg har fået bevilget en trehjulet cykel fra min hjemkommune. Nu skal jeg imidlertid flytte til en anden kommune, og mit spørgsmål er følgende: Skal jeg aflevere cyklen til min nuværende kommune, når jeg flytter? Medtager jeg min bevilling til min nye kommune, eller skal jeg starte forfra med at søge.

Svar

Det fremgår af Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning mv. (Vejledning nr. 6 til serviceloven)

Social- og Integrationsministeriets vejledning nr. 7 af 15/2 2011 pkt. 14:

Hvilken kommune betaler ved flytning

14. Ved flytning til en anden kommune medtages bevilgede hjælpemidler, som der fortsat er behov for. Dette gælder også hjælpemidler ydet som udlån. Der sker ikke et videresalg til tilflytningskommunen, men denne underrettes om bevillingen af hjælpemidler og forbrugsgoder. Tilflytningskommunen er forpligtet til at føre tilsyn og afholde udgifter i forbindelse med eventuelle reparationer. Med hensyn til reparation af forbrugsgoder henvises der til punkt 52.

Ved flytning til en ny kommune påhviler det fraflytningskommunen at give den oprindelige kommune underretning.

Hvis et hjælpemiddel er ydet som udlån, skal det tilbageleveres til den oprindelige kommune uden omkostninger for brugeren eller for den oprindelige kommune (f.eks. fragtomkostninger). Det vil sige, at brugerens nye opholdskommune betaler udgifterne ved tilbageleveringen. Forbrugsgoder, som er brugerens ejendom, skal ikke tilbageleveres.