Skader det at styrke immunsystemet
d. 12 august 2011

Den nyeste forskning tyder på, at sclerose primært er en immunologisk sygdom.
Hvis dette viser sig at være korrekt, hvorfor er det så så vigtigt at styrke sit immunforsvar?
Jeg tænker her på alle de ting, man selv kan gøre i form af kost, motion, meditation m.m. Hvis sclerose er en sygdom, hvor immunforsvaret vender sig imod kroppens egne celler, vil et stærkt immunforsvar da ikke netop være i stand til at gøre mere skade på kroppen end et svagt?
Det er måske et dumt spørgsmål!
Det er klart, at et stærkt immunforsvar er godt generelt, men vil det ikke netop være skadeligt for mennesker med MS?

Immunsystemet er meget komplekst, og desværre er der derfor også risiko for at det kan "kodes" galt og angribe en selv (en autoimmun sygdom). Det sker ved MS og man kan derfor behandle sygdommen ved at ændre immunforsvarets funktion, enten ved at "svække" immunforsvaret (fx. kemoterapi), så der ikke er så mange autoimmune celler til at angribe hjernen, eller ved at ændre den autoimmune reaktion fra at være "ondartet" til at blive mere godartet (fx. interferon eller glatiramer-acetat).
Man behandler således ikke sygdommen ved at "styrke" immunforsvaret, som du selv er inde på.

De ting du nævner (fx. kost og motion), der umiddelbart forkommer at være "styrkende", bevirker i virkeligheden at immunreaktionen bliver mere hensigtsmæssig, altså styrker nogen dele af immunsystemet hvor det er nødvendigt, og svækker andre processer der er skadelige.
Fx. kan motion bevirke, at der udskilles hormonlignende stoffer i blodet, der kan være med til at ændre immunsystemets respons, så kroppen forsvarer sig bedre mod mulige "trusler" udefra, eller som ved MS, hvis truslen kommer fra en selv.
Det der styrkes, er således ens evne til at klare sig mod en trussel, hvilket igen er summen af en række immunprocesser, der både kan være aktiverende og dæmpende.

Skrevet d. 12 august 2011