Sirdalud eller Baklofen 2
d. 6 april 2010

Hvad er forskellen på Sirdalud og Baklofen?

Jeg får Sirdalud Retard 6 mg x 2 tabletter hvert aften og skal så også tage Baklofen 10 mg 1 tablet om morgen, 2 tabletter til middag og 1 tablet  om aftenen. Derudover skal jeg tage Sirdalud 4 mg 3 x dagligt.

Jeg deler Sirdalud tabletterne, så jeg tager 2 mg fordelt på flere gange.

Jeg må til tider springe Baklofen over, med det resultat at mine ben bliver for stive. Men når jeg tager begge dele sammen, kan jeg ofte ikke forflytte mig (bliver meget tung bagi).

Jeg tager medicinen mest for "stive ben" - med det mener jeg ben, der ikke vil flytte sig og lige pludselig bliver helt stive. Ikke så smart når man kører bil. Det kan jeg afhjælpe hvis jeg tager mere Sirdalud i god tid før for eksempel bilkørsel. Men jeg bliver, som beskrevet, tung bagi ved samtidig indtag.

Så: Hvad er forskellen på de to præparater og har du eventuelt et alternativ?

Virkningsmekanismen for Baklofen og Sirdalud er stort set ens, omend man kan få indtryk af, at det ene præparat passer bedre til nogen og det andet er bedre til andre.

En væsentlig fordel ved Sirdalud er, at det findes i en depotformulering (retard), hvorved effekten holder sig længere, for eksempel natten over, og derfor også skal tages sjældnere. Man kan også kombinere de to præparater og derved udnytte, at kunne give en højere samlet dosis, end man kunne ved at bruge præparaterne hver for sig.

Der er ikke noget rigtig godt alternativ til Sirdalud og Baklofen. Hvis du er meget stiv i benene og behandling med peroral (pilleform) Sirdalud og Baklofen ikke er tilstrækkelig, kan du snakke med din læge om en baklofenpumpe eventuelt er en løsning.

Baklofenpumpe tilbydes til skleroseramte, hvor tabletbehandling ikke har tilstrækkelig virkning. Den indopereres under huden på maven, og en plasticslange føres til rygmarvskanalen, således at baklofenen indsprøjtes omkring rygmarven. Man kan derved opnå en meget stor effekt ved en meget lille dosis baklofen og tilmed undgå bivirkninger.

Pumpen kan fyldes ved at stikke en kanyle gennem huden på maven, og pumpen kan reguleres via en computer.

Skrevet d. 6 april 2010