SIK i eget hjem
d. 22 november 2009

Min svigermor på 70 år er nydiagnostiseret sclerosepatient. Det er selvfølgelig en kæmpe omvæltning for hende, men udover alle de problemer hun har med at bevæge sig, er det rigtig svært for hende at leve med at skulle have lagt kateter 4 gange i døgnet.

Er der ikke en alternativ mulighed, som ikke giver større end som nu, hvor hun er afhængig af hjemmehjælp og derfor har svært ved at tage nogle steder hen i længere tid? Hun er ikke i stand til selv af lægge kateter.

Generelt anser man det for bedre at bruge gentagne engangskateterisationer, frem for at have et kateter liggende fast i blæren. Det kaldes intermitterende kateterisation, og det er typisk noget man skal lære at gøre selv. Dette kaldes det RIK (Ren Intermitterende selvKateterisation).

Er man afhængig af, at hjælpepersonale skal lægge kateteret, kaldes det for SIK (Steril Intermitterende Kateterisation), og det er meget mere besværligt. Derfor bruges SIK for det meste kun på hospital og institutioner, og ikke så tit i eget hjem.

Jeg kan ikke vurdere om din svigermor har andre muligheder, som ikke giver større bivirkninger. Det afhænger blandt andet af din svigermors bevægehandicap, hvor dårligt blæren tømmer sig, tilbøjeligheden til urinvejsinfektioner og hvor din svigermor er.

Skrevet d. 22 november 2009