Sen fødsel, stress og sklerose
d. 22 november 2009

Jeg har læst om stigningen af kvinder der får sclerose, samt set indlægget i . Jeg kan i den forbindelse godt undre mig over "snakken", om at det kan skyldes af man får børn senere (derudover tror jeg at det så skal ses op imod hvornår man har fået menstruation, det vil sige er blevet kønsmoden?).

Jeg har haft diagnosen siden starten af 1998 da jeg var 21 år gammel. Inden da havde jeg dog haft gener i mange år (man mener at mit første store attack var i 1988, hvor jeg var syg i flere måneder og ikke kunne bevæge mit hoved samt næsten ikke gå).

Hvordan hænger det sammen med at få børn?

Desuden fik jeg mit første barn da jeg var 23 år gammel. Min far har også sclerose og mine forældre fik også børn unge. Min mors kusine har også sclerose og fik også barn i starten af sine 20'ere.

Så i min verden holder denne teori altså ikke.

Har man overvejet, at kvinderne de sidste 20 år, ikke længere "bare" går hjemme men også er begyndt at gøre karriere, stresser mere - alt dette samtidig med at vi skal passe vores børn?

Jeg synes da også, at flere og flere får diagnosen i en tidlig alder.

Så igen: Teorien undrer mig meget.

Til alt dette skal det jo også lige siges, at mange scleroseramte kvinder har det rigtig godt mens de er gravide.

Det står klart at der kommer flere patienter med sklerose i Danmark, og stigningen i risiko rammer kun kvinder. Stigningen ses ikke hos helt unge, idet forekomsten hos børn og teenagere, ligesom hos mænd, er helt uændret.

Sklerose skyldes naturligvis ikke en enkelt faktor, og det er bestemt muligt at stress er en anden medvirkende faktor.

Hvis man ser på udviklingen i alder for førstegangsfødende, falder den imidlertid pænt sammen med stigningen i skleroserisiko hos danske kvinder. Det er derfor muligt at den stigende alder hos førstegangsfødende er en del af forklaringen. Der dog kun tale om en teori, der ikke er bevist endnu.

Man ved heller ikke hvordan graviditeter skulle kunne nedsætte risikoen for at få sklerose, men det er som du nævner velkendt at sygdomsaktiviteten er meget lav hos gravide med sklerose. Man kunne derfor forestille sig at ændringer i immunsystemet under graviditeten kunne påvirke de betændelsesreaktioner, der udløser sklerosen.

Skrevet d. 22 november 2009