Selvstændig virksomhed
d. 22 november 2009

Jeg har lige fået min MS-diagnose. Jeg har hidtil levet med mistanken om MS i 7 år, dog uden at det som sådan har haft indflydelse på min arbejdsevne. Nu har mit seneste attak så givet mig en voldsom træthed og en del smerter i mine ben.

Jeg er egentligt selvstændig konsulent, og har lige afsluttet en længere og større opgave i en enkelt virksomhed, så jeg burde løbe ud og finde nogle nye kunder. Problemet er bare at jeg ikke rigtig tør - for hvad gør jeg, hvis mine gener ikke forsvinder igen? Hvis jeg ikke kan arbejde så meget at jeg kan opretholde min løn? Kan jeg få hjælp/tilskud til at drive selvstændig virksomhed? Eller har jeg nogle andre muligheder?

Lige for tiden er jeg sygemeldt, og bruger primært mine kræfter på mine to børn, men vil jo gerne arbejde det jeg kan.

Derfor kunne jeg virkelig godt bruge nogle input omkring mine muligheder.

Du kan, da du allerede er selvstændig, søge om flekstilskud på linie med fastansatte medarbejdere. Det vil betyde at du vil blive visiteret for en vurdering af din arbejdsevne, og ud fra det, vil du blive tildelt lønkompensation så du stadig kan drive selvstændig virksomhed, ud fra dine præmisser.

Jeg kan godt se dit dilemma med hensyn til fortsat at drive selvstændig virksomhed, og så påtage sig ansvar for større opgaveløsninger for kunder.

Nu ved jeg ikke hvad du beskæftiger dig med, men kunne en mulig løsning ikke være at søge samarbejde med kolleger/konkurrenter, for på den måde at have sikkerhed for at opgaverne kunne løses, og du ad den vej ville få mere ro på. Og, hvilket er vigtigt, stadig kunne være selvstændig.

Det ville være lidt ligesom at have sin egen forretning i forretningen, men med mulighed for at trække på flere ressourcer. Ved at lave en fornuftig forventningsafstemning/forretningsplan, og skriftlig aftale, kan det godt lade sig gøre. Således at du forsat har ”dine” kunder.

Et sådant samarbejde kunne måske også betyde, at du fik tilført salgsressourcer, så du ikke skal lægge kræfter i det også.

En anden mulighed kunne være, at du etablerede et længerevarende samarbejde med en kunde, hvor man, med udgangspunkt i din situation, kunne strikke en løsning sammen. Her skulle du fortsat være selvstændig. En sådan løsning skal dog undersøges nøje, da den kunne tolkes som værende et fast arbejde.

Held og lykke.

Skrevet d. 22 november 2009