Sekundær progression eller attak
d. 22 november 2009

Jeg fik diagnosen MS i 2003. Jeg havde på daværende tidspunkt haft flere små attakker (svimmelhed, føleforstyrrelser, smerter i ventre ben og venstre arm samt træthed).

Jeg havde for 2 måneder siden endnu et attak (venstre ansigtshalvdel føltes "bedøvet") - dette er dog heldigvis klinget af.

For ca. 2-3 uger siden begyndte mine ben og arme så at føles bly-tunge. Jeg kan ikke gå i rask tempo, hvad jeg ellers plejer. Når jeg handler foregår det i snegletempo.

Mit spørgsmål er nu: Er det et attak, eller? Jeg kan ikke rigtig finde noget om det, andet end at jeg ved, at det ikke er unormalt ved MS med tunge ben. Betyder det at man (jeg) er ved at gå ind i den sekundære progessive form for MS, eller?

Hvis dine ben blev tunge i løbet af et par uger, lyder det som du har et attak og der er derfor håb om at symptomerne bedres igen. Det er også muligt at behandle attakket med binyrebarkhormon, hvis dine ben fortsat fungerer dårligt.

Da du også havde et attak for 2 måneder siden, må du snakke med din skleroselæge om, om behandlingen af din sklerose skal ændres.

Ved sekundær progressiv MS kommer symptomerne snigene og registreres sædvanligvis over måneder. Det lyder derfor ikke som du har sekundær progressiv MS.

Skrevet d. 22 november 2009