Sejt slim og synkeproblemer
d. 12 marts 2012

Jeg har haft MS i 12 år og nu er synke og hals besvær omfattende. Jeg producerer ikke almindelig spyt, men hele tiden slim som skal synkes, og det giver besvær og øm hals samt både åndedræt og tale besvær. Kan man få noget for at afhjælpe dette problem, og er det kendt blandt andre MS patienter?
Jeg er i EPO forsøg og uden nogen medicin, jeg fik tidligere Copaxone.

Som jeg forstår det, har du både problemer med sejt slim og med at synke det.  

Vedrørende det seje slim, er det vigtigt at du får rigeligt med væske at drikke, da for lidt væske vil nedsætte vandindholdet i spyttet og gøre det mere sejt. Det er også vigtigt at se, om noget af det medicin du evt. får, kan ændre spyttets konsistens, hvilket du kan snakke med din læge om. Hvis disse ting er prøvet, kan du forsøge med Mucomyst brusetabletter, der gør spyttet mere flydende, så det er lettere at synke.  

Hvis du stadig har problemer med at synke spyttet, kan du følge retningslinierne fra vores ergoterapeut, og se om det hjælper http://www.scleroseforeningen.dk/da/Spoerg-eksperterne/Netraadgivning/Sp....   

Hvis det heller ikke hjælper, kan du snakke med din læge om at prøve Atropindråber lokalt på mundslimhinden. Det nedsætter spytsekretionen og fjerner ofte gener med at synke spyttet hos mennesker med MS. Du kan tage Atropindråber 1%, 1 dråbe der tages op til 2-3 gange dagligt afhængig af effekt. Det bruges på samme måde som øjendråber, men skal bare dryppes i munden i stedet. Alternativt kan du forsøge tablet Amitriptylin Retard 25 mg en gang dagligt i stedet. Det vil også udtørre mundslimhinden, så du ikke producerer så meget slim.

Skrevet d. 12 marts 2012