Sclerose og hypofysetumor
d. 12 august 2011

Mit spørgsmål drejer sig om synet og sclerose.
I løbet af de ca. 9 måneder jeg har haft sygdommen, har jeg oplevet flere former for synsforstyrrelser: Synet blev meget sløret på det ene øje. Synet forsvandt på begge øjne. Jeg oplevede at have en slags plet i midten af pupillerne, så jeg ikke kunne fokusere. Synet blev pludselig meget svagt, når jeg skulle læse. Jeg så tredobbelt og var meget svimmel. Alle gangende varede det fra ca. 5 minutter op til tre timer.

Jeg er selvfølgelig bange for, at disse symptomer skal bliver værre og mere konstante, og at jeg i værste tilfælde vil ende med at blive blind. Men da jeg udover sclerose også har en tumor i hypofysen, der løfter synsnerven, hvordan kan jeg så vide, om de to ting har noget med hinanden at gøre?
Vil det ikke være nærliggende at antage, at mine synsforstyrrelser også kan skyldes denne tumor?

Det er ikke et nemt spørgsmål, og du har ret i at begge sygdomme kan give en påvirkning af synsnerverne.

Det med minutters varende tågesyn og plet i centrum kan skyldes varmepåvirkning - enten udefrakommende eller selvproduceret under fysisk anstrengelse - og være led i sclerose. Det kan det 3 dobbelte syn i princippet også, men skyldes ikke synsnervepåvirkning. 

Du har vel været tilset af en øjenlæge i forløbet?
Jeg anbefaler at du opsøger en øjenlæge, og forklarer dine symptomer lige så grundigt som her, og får lavet en øjenlægevurdering incl. undersøgelse af synsfelt, da især sidstnævnte kan vise karakteristiske forandringer i synsfeltet.

Skrevet d. 12 august 2011