Sclerose og ADEM
d. 22 november 2009

Jeg er forholdsvis nydiagnotiseret MS-patient og har en klar formodning om at min sklerose er opstået i forbindelse med en Twinrix-vaccine i 2004. Jeg fik diagnosen i 2007, altså små 3 år efter vaccinationen.

Kort efter vaccinationen fik jeg en del allergiske reaktioner, blandt andet; blærer/kløe på hænder og fødder, helvedsild, mit venstre ben begyndte at klappe og så videre. Her skal det måske nævnes at jeg inden vaccinationen ikke havde haft symptomer overhovedet og generelt var en sund og rask "pige" som kun har været på hositalet og til læge da mine børn blev født.

Jeg fik diagnosen MS i 2007 efter attak. Her gjorde jeg kraftigt holdt, overvejede hvornår mine symptomer var startet og jeg kunne kun udlede at det var vaccinationstidspunktet som var skelsættende.

Når man ser på indlægssedlen til vaccinen - hvilket for mig var et chok - står der at man kan få allergiske reaktioner, så som blærer/kløe, helvedsild, nedsat kraf i lemmer og i værste tilfælde udvikle dissemineret sklerose.

Mit spørgsmål lyder: Kan jeg have reageret på vaccinationen ved at udvikle en ADEM (hjermehindebetændelse), som på sigt er gået over i sklerose? Kunne en kur med binyrebarkhormon (prednisolon) have kunnet slå reaktionerne ned, således at jeg ikke havde udviklet sklerose?

 


Ved alle vaccinationer er der risiko for at udvikle ADEM, der er en akut form for hjernebetændelse, som du kan læse om et andet sted på hjemmesiden: http://temp.scleroseforeningen.dk/Sp%C3%B8rgepanel/Sp%C3%B8rgsm%C3%A5l%20og%20svar/L%C3%A6ger/Andre%20emner/Pludselig%20bevidstl%C3%B8shed.aspx.

Ved ADEM udvikles en række svære symptomer, heriblandt bevidsthedspåvirkning, så man er ikke i tvivl om man har haft ADEM. I visse tilfælde kan ADEM udvikle sig til dissemineret sclerose, omend det er sjældent.

På din beskrivelse lyder det ikke som om du har haft ADEM og således synes der ikke at være en sammenhæng mellem din vaccination og dine sclerosesymptomer.

Selvom ADEM behandles med binyrebarkhormon, kan man heller ikke forhindre, at sygdommen i visse tilfælde udvikler sig til sclerose.

Skrevet d. 22 november 2009