Sclerose, epilepsi og fødsel
d. 22 november 2009

Jeg er 28 år, og har været gravid én gang, men tabte barnet i en missed abortion. Nu er "barneprojektet" endnu en gang i støbeskeen, og min mand og jeg kommet i tvivl om hvorvidt det er nødvendigt med kejsersnit, når jeg både har sclerose og samtidig epilepsi? Det skal hertil siges, at min epilepsi har resulteret i livstruende anfald.

Så jeg er altså i tvivl om der er grund til at få kejsersnit, når epilepsien pludselig kan være meget voldsom, kombineret med at jeg får attakker af udmattelse/stress - hvad er din vurdering i forhold til min situation?

Jeg vil gerne føde normalt og har tilsyneladende ikke problemer med at blive gravid.

Du spekulerer over hvordan du skal vælge at føde, når du både har sclerose og epilepsi, der begge er meget påvirkelige af søvn/udmattelse.
 
Både sclerose og epilepsi er lidelser, der har et meget individuelt forløb. Din specielle situation, med den sværhedsgrad af de to slags lidelser, er noget der skal tages stilling til af en neurolog og en fødselslæge, efter nøje drøftelse og overvejelse.
 
Jeg tør ikke tage stilling til lige præcis din situation - det er en læge-beslutning. Jeg kan dog fortælle dig noget generelt omkring hvordan vi (jordemodere) normalt forholder os til fødselsmåden, når man har sclerose og epilepsi.
 
Når man har sclerose, er der intet der tyder på at den ene fødselsmåde skulle være mere belastende for kroppen, end den anden. Undersøgelser af et stort antal scleroseramte gravide, har vist at der ikke er nogen forskel i attakhyppighed, hvad enten de fødte vaginalt eller ved kejsersnit. Derfor anbefaler man til scleroseramte ikke det ene frem for det andet.
 
Ligesom hos raske kvinder, lader vi beslutningen om fødselsmåde afhænge af alt muligt andet end sclerosen. Ting, der kan påvirke beslutningen er for eksempel hvis der tilstøder graviditetskomplikationer, der taler for et kejsersnit (som for eksempel forliggende moderkage), og den gravides ønsker omkring hvordan hun helst vil føde, påvirker også beslutningen.
 
Ligesom sclerose, er epilepsi ikke i sig selv en lidelse, der påvirker beslutningen om hvordan man skal føde. Også her vil det blive andre ting end epilepsien, der afgør om man skal føde vaginalt eller have kejsersnit.
 
Det er rigtigt, at udmattelse og manglende søvn, hos nogen kan udløse scleroseattak og epilepsianfald. Umiddelbart skulle man tro, at en vaginal fødsel er mere udmattende og belastende for kroppen end et kejsersnit - sådan forholder det sig imidlertid ikke.
 
Et kejsersnit er en operation, og som ved alle andre større operationer, belaster det kroppen temmelig meget, selvom man ligger stille undervejs, og selvom det varer meget kortere end en vaginal fødsel. Så kroppen bliver lige så stresset af et kejsersnit som af en vaginal fødsel.
 
Generelt anbefaler man både scleroseramte og epileptikere at føde vaginalt, da der er en god chance for, at man kan tilrettelægge en fødsel, der ikke er så belastende for kroppen:
 
For det første kan man tilbyde en epiduralblokade/rygmarvsblokade, som er en meget effektiv form for smertelindring, der gør at man kan slappe af og hvile sig rigtig meget undervejs.
 
For det andet vil man, især med scleroseramte og epeleptikere, aldrig tillade lange udmattende fødsler. Ser fødslen ud til at trække ud, findes der forskellige metoder til at sætte farten lidt i vejret. Hvis fødslen på denne måde ikke varer så længe, og hvis man undervejs er rigtig godt smertedækket og kan slappe af, kan en vaginal fødsel være en mindre belastning for kroppen end et kejsersnit.
 
Det var det generelle omkring fødselsmåde, når man har sclerose eller epilepsi. I dit individuelle tilfælde tør jeg dog som sagt ikke sige, hvad der er den bedste beslutning for netop dig. Det er noget du skal snakke med din neurolog (og senere din fødselslæge) om. Det er også vigtigt at tage en snak med din neurolog inden du bliver gravid, omkring dosis af din epilepsi-medicin, samt hvornår du skal afbryde din sclerose-medicin.
 
En af de største belastninger for kroppen, og samtidig den største søvnrøver, når man bliver forældre, er faktisk de første dage og uger efter fødslen.
 
Det er også her risikoen for både attaks og epilepsi-anfald er højst. De første 3-5 dage efter fødslen skal den lille sutte på brystet 10-12 gange i døgnet, af ca. 20-40 minutters varighed hver gang, for at få mælken til at komme. Når mælken kommer efter 4-5 dage, bliver det lettere, da den lille så "kun" sutter 6-8 gange i døgnet. Så etableringen og opretholdelsen af amningen alene kræver sin mand.
 
Derudover har mange nybagte forældre svært ved at sove, fordi tankerne flyver og fordi de ligger og lytter efter om den lille nu trækker vejret, og vågner ved det mindste kny fra vuggen. Så amning eller ej - det er rigtig vigtigt at passe på sig selv som nybagt forælder, og at samle nogle mennesker omkring sig, der vil hjælpe til.
 
Især hvad angår søvnen, kan det være en enorm hjælp, at nogen (faderen, bedsteforældre, veninder mm.) går en tur med den lille i barnevognen, eller bare passer den i den modsatte ende af lejligheden med lukkede døre imellem, så man kan få noget uforstyrret søvn.
 
Til sidst vil jeg lige huske dig på at starte med at tage 0,4 mg folinsyre, fra senest 1 måned inden du prøver at blive gravid - det er specielt vigtigt, når du har epilepsi.

Skrevet d. 22 november 2009