Sclerose eller fibromyalgi
d. 6 juli 2012

Hvor meget ligner fibromyalgi og sclerose hinanden, og skal der konstateres plak for at have diagnosen?

Jeg har mange af symptomerne på sclerose, men der er ikke fundet nogen synlige beviser på MR scanning eller lumbalpunktur. Jeg har nu fået diagnosen fibromyalgi. Jeg er 52 år gammel, men har haft symptomerne i mange år, og de er med årene blevet værre. Skal jeg bare affinde mig med diagnosen fibromyalgi?

Begge sygdomme kan give symptomer spredt i tid og sted, men der er også mange forskelle i symptomerne, og fibromyalgi er sjældent en diagnose, man overvejer ved mistanke om dissemineret sclerose.

Ved dissemineret sclerose er symptomerne udløst fra centralnervesystemet. Hvis man har en sikker dissemineret sclerose diagnose er der meget tæt på 100% plaques på MR scanning af hjernen, og de der ikke har, har stort set altid plaques i hjernestammen eller rygmarven. Rygvæsken er - hvis undersøgt med høj standard - unormal med fund af såkaldte oligoklonale bånd hos ca. 90-95% af patienter med sclerose. Tilsammen vil det sige, at hvis hverken MR scanning af hjerne, rygmarv eller rygvæske viser de karkteristiske forandringer, man ser ved dissemineret sclerose, er sygdommen for praktiske formå udelukket.

Der er ingen regel uden undtagelser, men de jeg har set efter 25 års næsten fuldtids arbejde med at diagnosticere sclerose kan tælles på en hånd, og skyldes måske at MR scanning for år tilbage ikke var så god til at vise plaques som nu, hvor den teknologsike udvikling har gjort det lettere at se plaques. Men vi er ude på marginaler, og det er stærkt usandsynligt at du har dissemineret sclerose. 
Om du har fibromyalgi, kan jeg ikke udtale mig om. Der er langt flere der bliver mistænkt for sclerose, end de der viser sig at have det.

Skrevet d. 6 juli 2012