Sagsbehandlingstider på søgning af revalidering
d. 9 december 2013

Jeg vil gerne vide, hvor længe man skal vente på en afgørelse om revalidering? Jeg søgte i juli, og fik at vide der var 3 måneders behandlings-tid. Kommunen har fået alle relevante dokumenter fra både sygehuset og egen læge. Men de kan stadig ikke fortælle mig en pind. Jeg er ved at gå ned pga. stress over dette her. Er der slet ikke noget, jeg kan gøre for at få kommunen til at lette den dertil indrettede og få behandlet min sag færdig?

Det fremgår af retssikkerhedsloven, at kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt. Den enkelte kommune fastlægger en sagsbehandlingstid, og det forstår jeg, at du har fået oplyst som 3 måneder. Kan kommunen ikke overholde sagsbehandlingstiden skal de give dig besked om, hvornår du kan forvente en afgørelse. Jeg er helt med på, at disse regler ikke hjælper dig i din konkrete sag. Det hjælper dig heller ikke at kontakte sagsbehandleren, kan jeg forstå. Måske kan det hjælpe, hvis du skriftligt kontakter lederen af afdelingen, spørger til din sag og beder om aktindsigt. Hvis kommunen har en borgerrådgiver/borgervejleder ansat kan du også kontakte ham/hende. Kommunernes hjemmesider indeholder som hovedregel oplysninger om ledelse og evt. borgerrådgiver.

Det påvirker meget at have en uafklaret sag i det kommunale system. Du skriver ikke noget om dit nuværende forsørgelsesgrundlag (sygedagpenge eller andet), men det vil jo også have betydning for disse ydelser at få en afklaring.

Jeg går ud fra, at du er opmærksom på evt. at kontakte Scleroseforeningens socialrådgiver i det område, hvor du bor.

Skrevet d. 9 december 2013