Sagsbehandling 2
d. 22 november 2009

Hvor lang tid kan kommunen tillade sig at bruge på en §100 ansøgning? Jeg har nu henvendt mig for anden gang, men der syntes ikke rigtig at ske noget fra kommunens side: Den 3. september var jeg til møde angående min første §100 ansøgning på kommunen. Jeg havde forud for mødet sendt et udfyldt samtaleskema, samt kopier af diverse journaler til min sagsbehandler, for at lette sagsbehandlingstiden (som ifølge kommunens hjemmeside er 2 måneder for §100 ansøgninger).

I september og noget af oktober skriver vi frem og tilbage, om diverse udgifter og beregninger. I slutningen af oktober skriver jeg så en mail til min sagsbehandler, for at høre hvordan det står til, og får et brev tilbage, hvori der står, at der mangler en status fra egen læge. Jeg ringer derfor og spørger egen læge, hvor jeg får at vide, at en sådan er underskrevet d. 2.11.

Siden da er der intet sket i min sag. Hvordan mener du, jeg skal forholde mig, eftersom der snart er gået 5 måneder siden mit første møde på kommunen?

Det er altid en belastning at skulle vente på svar og tilbagemelding på, hvor sagen befinder sig. Grundlæggende må jo siges, at kommunens egen sagsbehandlingstid - som du skriver er oplyst på hjemmesiden - på 2 mdr. ikke er overholdt. Derfor vil mit råd til dig være, at du konkret spørger til sagsbehandlingstiden, som er offentliggjort. Hvis du ikke på den baggrund får en tilbagemelding fra din sagsbehandler, så henvend dig til afdelingslederen.


 


Det ville have været godt hvis du havde haft en person med til samtalen. Jeg synes, at du skal henvende dig til socialkonsulenten fra Scleroseforeningen for nærmere vejledning.

Skrevet d. 22 november 2009