Særlige udgifter forbundet med uddannelsen
d. 5 september 2014

Min datter fik konstaterert sclerose for ca. 5 år siden - hun var dengang 22 år. Det påvirkede hende ikke voldsomt i starten, og hun gik derfor optimistisk i gang med en længerevarende uddannelse på universitetet, hvor hun stadig er under uddannelse. Som årene er gået og der har været attakker, har hun fået varige mén på øjnene og har meget svært ved at læse sine studiebøger - ligesom det trætter hende meget at læse i længere tid af gangen. Hun er blevet oplyst om, at hvis hun var ordblind, ville hun kunne få lydbøger tilpasset sit studie - men nu er hun jo altså ikke ordblind. Jeg vil derfor gerne vide, hvilke muligheder hun har som sclerosepatient for at kunne få sine studiebøger på lydbøger, så hun kan gøre sin uddannelse færdig. Som det ser ud i øjeblikket tror hun ikke, at hun vil kunne gøre uddannelsen færdig uden lydbøger til hjælp - hvilket vil være brandærgerligt, eftersom hun ellers er nået så langt i studieforløbet.

Jeg går ud fra, at din datter modtager SU med handicaptillæg og samtidig har søgt specialpædagogisk støtte (SPS). Jeg forstår så, at det er her, at din datter har fået oplyst, at hun ikke har mulighed for lydbøger. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om problemerne er blevet korrekt oplyst, da man jo både opererer med begrebet "ordblind og blind eller svagsynet". Jeg går ud fra, at din datter har fået en skriftlig afgørelse med begrundelse, og at der foreligger de nødvendige lægelige oplysninger. Jeg forstår også, at din datter gennemfører uddannelsen på normeret tid, og at hun som udgangspunkt forventer at kunne få ansættelse på ordinære vilkår efter endt uddannelse.

Aktivloven og Beskæftigelsesindsatsloven indeholder bestemmelser, hvor det kan være muligt med tilskud til undervisningsmaterialer, der er en nødvendig følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Jeg kan dog ikke vide, om man vil finde din datter omfattet af bestemmelserne, men vil anbefale at tage en kontakt med Jobcentret i hendes kommune. Jeg ved ikke om din datter kunne være omfattet af muligheden for dækning af merudgifter efter servicelovens § 100, men mener også her, at det vil være relevant med en konkret vejledning om evt. støttemuligheder, eller hun kan få adgang til Nota, Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder, ved at indmelde sig på deres hjemmeside.

Inden evt. kontakt til de kommunale myndigheder har din datter også mulighed for at drøfte sin situation med Scleroseforeningens socialrådgiver, der dækker det område, hvor hun bor. Navn og kontaktmulighed oplyses på Scleroseforeningens kontor i Valby tlf. 36 46 36 46.

Skrevet d. 5 september 2014