Særlig indretning 3
d. 24 januar 2010

Jeg vil høre, om der findes en mulighed for at kommunen betaler for et olie/benzinfyr til min bil?

Jeg har egen bil (det vil sige ikke med noget tilskud fra kommunen), men jeg har store problemer med at komme ud til en kold bil, både om morgenen og aftenen, når jeg skal hjem.

Reglerne om særlig indretning i bil, fremgår af Velfærdsministeriets bekendtgørelse nr. 615 af 15/6 2006, ændret ved bekendtgørelse nr. 585 af 7/6 2007, bekendtgørelse nr. 1378 af 12/12 2008 og bekendtgørelse nr. 1064 af 11/11 2009:

Tilskud til særlige indretninger

§ 10. Der kan ydes tilskud til nødvendig indretning af en bil, herunder til aggregater, uanset om der kan ydes støtte til anskaffelse af bil efter §§ 1-3, hvis 1) politiet har stillet krav om det, 2) hvis ansøgerens helbredsforhold i øvrigt taler for det, eller3) hvis det letter ansøgerens placering i bilen.

Stk. 2. Tilskud til automatisk transmission, der udgør 19.800 kr., er dog betinget af, at bilen er under 1 år og er forsynet med indretningen fra fabrikken.

Stk. 3. Tilskuddet kan ydes til flere inden for samme husstand. Tilskud er betinget af, at bilen tilhører ansøgeren eller en anden person inden for husstanden, og at bilen ikke er forsynet med indretningen fra fabrikken.

Stk. 4. Hjælp til reparation, udskiftning og afmontering af nødvendig indretning efter stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 ydes efter behov.

Stk. 5. Der ydes ikke hjælp til udgifter, som følger af brug af den særlige indretning, fx til rengøring eller vedligeholdelse.

Der stilles som nævnt flere krav og umiddelbart kan jeg være meget i tvivl om du kan være berettiget.

Såfremt du kontakter din kommune herom, vil jeg anbefale dig at gøre det skriftligt. Det kunne måske samtidig være en ide at få vurderet, hvorvidt du kan være berettiget til afgiftsfritagelse, på grund af brændstofforbrug. Reglerne herom fremgår af samme bekendtgørelse § 7.

Jeg forstår på dit spørgsmål, at du bruger bilen til og fra arbejde og vil derfor anbefale dig, at orientere dig om reglerne for befordringsfradrag, som er nævnt på en faktaside under "Livet med sclerose".

Skrevet d. 24 januar 2010