Sår i mundvigene
d. 22 november 2009

Jeg fik konstateret DS i november 2006 og startede med Rebif-behandling i januar 2007.

Gennem det sidste halve år har jeg været generet af tilbagevendende sår i begge mundvige. Disse forsvinder i reglen efter 2 dages intensiv c-vitaminkur (3 tabl. x 3 daglig).



Nu tænker jeg at det måske har noget med Rebif at gøre, da jeg aldrig tidligere har oplevet dette? (Jeg har heller aldrig haft herpes).

Sår ved mundvigen (cheilitis angularis) ses bl.a. ved jernmangel, og jeg vil foreslå, at du kontakter din egen læge for at få taget blodprøver med henblik på dette og andre mulige årsager.

Jeg har ikke kendskab til, at det skulle være en bivirkning af behandling med beta-interferon, men det kan selvfølgelig ikke udelukkes at der kan være tale om en sjælden bivirkning til behandlingen.

Hvis der ikke findes en anden forklaring på dine gener, og hvis der er tale om betydelige gener, kan man overveje at skifte til behandling med Copaxone for at se, om der er tale om en bivirkning af medicinen.

Skrevet d. 22 november 2009