Rysten
d. 13 marts 2011

Jeg har haft diagnosen Sekundær progressiv MS i knap 2 år.

De sidste 3-4 år har jeg haft voldsomme rystelser, der startede med bævren/sitren i læberne og den ene hånd. Nu er rystelserne så kraftige, at specielt hoved, ben og arme ryster voldsomt, og jeg har svært ved at kunne bevæge mig.
Rystelserne kommer oftest når der er mange indtryk på en gang (lys, lyd, snakken omkring mig), men også når jeg træner balance hos fysioterapeuten.

Jeg får baclofen og sirdalud, som også delvist hjælper, men mine rystelser er meget generende og medfører, at jeg trækker mig mere og mere fra socialt samvær.
Når jeg er i hvile og begrænser mine aktiviteter, ryster jeg ikke.
Fysioterapeuten har ikke tidligere set lignende, og kan ikke rigtigt vejlede mig. Men måske I kan?

Rysten er et velkendt symptom ved MS, hvor man ryster ved muskelaktivitet, og symptomet forværres når man er anspændt, angst eller ophidset, men forsvinder i hvile, når man slapper af.
MS rysten skyldes at sygdommen har angrebet lillehjernen, der normalt koordinerer og finjusterer vores bevægelser.  

Behandling af sklerose-rysten er desværre meget svært, men man kan forsøge såkaldte beta-blokkere, hvor Propanolol er mest anvendt. Hvis dette ikke har effekt, kan man forsøge behandling med stoffer, der generelt nedsætter aktiviteten i centralnervesystemet, som f.eks. Stesolid. Dette præparat benytter man dog sjældent pga. bivirkninger. I stedet bruger man klonazepam (Rivotril) eller Primidon, der optrappes forsigtigt i små doser.
Behandlingen er en specialistopgave og skal fortrinsvis styres via din lokale skleroseklinik.
Sirdalud og Baklofen er knap så effektive i behandling af rysten, men disse lægemidler kan dæmpe en evt. spastisk komponent i rysteriet, og derved også have virkning.
Det kan derfor godt være at din rysten skal behandles med flere lægemidler i kombination.

Skrevet d. 13 marts 2011