Romaskine
d. 22 november 2009

Jeg har næsten ingen udholdenhed og er desværre kommet i en dårlig periode, hvor jeg ikke kommer til fysioterapeut. Nu har jeg så overvejet at investere i en romaskine, så jeg forhåbentlig får trænet mere.

I min søgen har jeg dog opdaget, at der er stor forskel i prisen, på en sådan. De får lige fra 500 kroner og opefter.

Kan du råde mig til, om det kan betale sig at investere i en af de dyrere maskiner?

Jeg har ingen vægtproblemer - tænker udelukkende på at kunne styrke min udholdenhed.

Træningsudstyr findes i mange varianter og prisklasser.

Min erfaring er, at man ikke skal købe det billigste, man kan finde. De billige produkter bærer ofte præg af, at delene er af dårlig kvalitet og man har fornemmelsen af, at delene ikke glider i forhold til hinanden, som de skal. Så træningsoplevelsen kommer til at bære præg af, at man bliver lidt irriteret på udstyret.

Hvis man giver lidt flere penge, får man ofte et meget bedre produkt. De dyreste produkter er fine, men her taler vi mere om professionelt brug og folk der træner rigtig meget. Så vælg et produkt i mellemklassen.

Jeg anbefaler altid, at man prøver træningsmaskinen inden køb, for at undersøge følgende: Hvordan er fornemmelsen af maskinen? Kan jeg let komme ned i og op af den igen? Kan den indstilles på mange måder og når den er indstillet lettest muligt er den så ok for mig, eller er der for megen modstand?

Der findes mange firmaer, der forhandler maskiner. I København er der for eksempel www.sagatrim.dk, hvor man kan afprøve en masse maskiner. I de fleste større byer vil der sikkert være noget tilsvarende, hvor der er en udstilling med afprøvningsmuligheder.

Vær også opmærksom på, om de eventuelt lejer udstyr ud. Det kan tit være en god ide, hvis man er usikker på om man nu også får trænet.

Slutteligt bøtr du overveje om det skal være en romaskine, kondicykel eller en elipsetræner/crosstrainer.

Jeg er en varm tilhænger af crosstraineren, da man træner hele kroppen symmetrisk. Når man står på den, kan man også vælge om det primært er benene eller armene, man vil træne den pågældende dag.

Kondicyklen træner primært benene.

Romaskinen træner hele kroppen.

Held og lykke med det.

Skrevet d. 22 november 2009