Risiko ved gul feber vaccine
d. 7 marts 2014

Jeg skal på ferie til Kenya i ca. 2 ugers tid i juli måned i år. Jeg er sclerose patient og har været det i 14 år. De første 7-8 år var ikke særlige sjove med diverse bivirkninger, og alt det som følger med denne sygdom. Herefter fik jeg det stille og roligt bedre og bedre, og idag lever jeg et velfungerende liv med sygdommen, hvor jeg er i fleksjob. Men jeg ved også godt, at det er utroligt vigtigt at passe rigtigt godt på sig selv, og nu hvor jeg har det så godt, og tager hver dag som en gave, er jeg lidt betænkelig ved at skal til Kenya, hvor jeg skal vaccineres for gul feber og malaria. Kan disse påvirke min medicin - som er Rebif 44 - og gå ind og påvirke mit helbred i et negativt forstand, så jeg vil kunne få det værre/dårligere?

Vaccine mod gul feber er en såkaldt levende svækket vaccine, og det kan give anledning til problemer (vaccineassocieret sygdom), hvis immunforsvaret er undertrykket. Dette plejer nu ikke at være tilfældet ved behandling med Rebif, og hvis dine blodprøver ellers er normale, er der ingen grund til bekymring i den forbindelse. Vaccinen kan heller ikke påvirke effekten af Rebif.

Levende svækkede vacciner udløser dog en immunogen reaktion, der kan medføre øget attakrisiko, hvilket et enkelt studie har påvist. Derfor må du grundigt overveje fordele ved at lade dig vaccinere, dvs. reel risiko for infektion med gul feber, med de ulemper der kan være ved det. Din læge kan hjælpe dig med at afgøre, hvorvidt vaccinen er vigtig i forhold til forekomsten af gul feber i det område, du skal rejse til.
 

Skrevet d. 7 marts 2014