Risiko ved graviditet efter synsnervebetændelse
d. 17 juni 2010

Jeg er en kvinde på 28 år der for 5½ år siden fødte en dreng. Kort tid efter fødslen får jeg en synsnervebetændelse og jeg er yderligere igennem en masse undersøgelser for at finde ud af om sclerosen er i udbrud. Dette er ikke tilfældet.

Jeg har altså ikke sclerose i udbrud, men har som sagt forstadiget til sygedommen da jeg jo have en synsnervebetændelse for 5½ år siden.

Mit spørgsmål er nu, hvordan det ser ud for mit vedkommende, hvis jeg ønsker at få flere børn? Ville sygedommen kunne gå i udbrud ved at jeg bliver gravid? Kan jeg gennemføre en graviditet uden problemer?

Der er intet til hinder for graviditet. Hvis man har sclerose (og du har jo kun et muligt forstadie) er der lidt mindre risiko for sygdomsudbrud (attak) i graviditeten og lidt øget risiko de første 6 månder efter fødslen, så det går lige op.

Der er ingen særlige forholdsregler ved graviditet og fødsel.

Du skal henvende dig til egen læge, hvis du får nogle symptomer, som varer over ét døgn og som du tror kan relateres til centralnervesystemet (hjerne og rygmarv).

Skrevet d. 17 juni 2010