Risiko for sclerose hos barn af scleroseforælder
d. 7 december 2014

Min kæreste og jeg tænke på at prøve at blive gravid. Men nu kommer det så min morfar, min mor og jeg har sclerose, så vi ville høre, om der er mulighed for, at jeg giver sclerose videre til mit kommende barn, eller skal vi prøve et donorbarn? Vi er jo ikke interesseret i, at vores kommende barn skal have sclerose. Håber virkelig at du kan hjælpe os, da vi inderligt af hele vores hjerte ønsker dette mirakel vil kunne ske.

Jeg forstår godt din bekymring. Der er øget risiko for at få dissemineret sclerose, hvis man har det i nærmeste familie som dig. Risikoen for en dansker er ca. 1:800, og den er ca. 5-10 gange højere hvis en forælder eller søskende har det. Dvs. stadig langt mest sandsynligt at barnet ikke får sclerose. Ved enæggede tvillinger er der kun ca. 25-30% af tvilling 2 der har sclerose, hvis tvilling 1 har det. Og ved tveæggede er det nok ca. 3%. Sygdommen er multifaktoriel og med involvering af mange gener, der hver især giver et lille bidrag. Man kan ikke lave gentest, for den vigtigste markør har ca. 30% af danskene og ca. 50% af sclerosepatienterne. Sygdommen debuterer meget sjældet før puberteten, og det er så 15 år frem for jeres barn, og til den tid har vi forhåbentlig løst sclerosens gåde, og i hvert fald er der ny medicin på vej. Jeg har ikke hørt andre bruge løsningen donorbarn.
 

Skrevet d. 7 december 2014