RIK, kroniske bakterier i urinen og sex. Kan bakterierne overføres til partneren
d. 22 november 2009

Jeg vil gerne vide om man som kvinde og bruger af engangskateter med stort set kroniske bakterier i urinen, skal tage nogle forbehold når man har sex med sin partner? Her tænker jeg på, om bakterierne kan overføres?

Kvinder har ofte bakterier i urinen uden symptomer på infektion. Det gælder scleroseramte, brugere af engangskateter (RIK) og i øvrigt helt raske kvinder. Så længe der ikke er symptomer, behøver man ikke at foretage sig noget, men vi ved at både sex og RIK er disponerende for symptomatisk infektion.

Der er ingen risiko for, at bakterierne overføres til den mandlige partner.

For de kvinder, som har hyppigt tilbagevendende urinvejsinfektion med symptomer, kan forebyggende tabletbehandling med en enkelt tablet daglig ved sengetid (eller blot de dage, hvor man har sex) nedsætte denne tilbøjelighed.

Der er tale om 2 forskellige tabletter: nitrofurantoin på 50 mg og trimethoprim på 100 mg.

Brugere af engangskateter (RIK) kan nedsætte risikoen for urinvejsinfektion ved at tømme blæren hyppigt. Det vil sige tømning hver 3 – 4 time, således at blæren ikke bliver mere fuld end 400 ml. Desuden skal man drikke væske i en mængde, der giver en urinmænge per døgn på ca. 2 liter.

Se i øvrigt tidligere svar om leveregler for kvinde med hyppigt tilbagevendende urinvejsinfektion, for eksempel ”Leveregler ved hyppig blærebetændelse”.

Skrevet d. 22 november 2009