Restsymptomer eller nyt attak
d. 24 maj 2011

Jeg har i marts 2011 fået diagnosen sclerose. Min sygdom viste sig ved styringsbesvær af den ene fod, og jeg kom, straks efter konstatering, i behandling med binyrebarkhormon.

Jeg er netop i denne måned startet med Rebif 44 - er dog endnu ikke på fuld dosis.

Styringsevne af foden er faktisk normal igen. Eneste umiddelbare reminisens er at foden, når jeg står på tær, flytter sig mere i "ryk", når den sænkes. Dette forsvinder forhåbentlig også over de næste måneder (?).

Herudover, har jeg imidlertid også  perioder, hvor benet (samme side som den fod, der var udsat for attak) føles tungere. Jeg kan sagtens gå normalt, når det føles tungere, det vil sige gangen påvirkes ikke.

Dette står på i ca. 1 uge, så forsvinder den tunge følelse igen i en uges tid, hvorefter den kommer tilbage igen i en uge, og så videre.

Er der tale om nye små attakker, eller er det normalt, at man kan mærke tidligere attakker i perioder?

Det er hyppigt sådan, at intensiteten af symptomer som følge af sclerose svinger, også fra dag til dag eller uge til uge. Tidligere symptomer "popper" også ofte op under en infektion, hvilket kaldes et pseudoattak.

For at en forværring kan klassificeres som et attak er der nogle formelle krav, blandt andet skal der have været stabilitet eller bedring de forudgående 30 dage. Det kriterie er tilsyneladende ikke opfyldt hos dig, som er "ustabil".

Det er sandsynligt at dine symptomer fortsat vil lindres og måske helt forsvinde, dels på grund af varighed af symptomer (der er håb op til ½-1 år efter forværring) og på grund af at Interferonbehandlingen måske ikke har nået sin fulde effekt endnu.

Held og lykke med fortsat bedring.

Skrevet d. 24 maj 2011