Reaktivering af attak
d. 10 februar 2010

Jeg har et spørgsmål vedrørende sen behandling af attak, som jeg håber du kan hjælpe mig med.

I sommeren 2009 fik jeg attak i højre arm og hånd, med nedsat gribefunktion, paræstesier i hånd samt skuldersmerter. Jeg fik først Medrol (tablet) som attakbehandling tre måneder efter, på grund af diagnostisk uklarhed (jeg havde i forvejen gener relateret til pc/musearbejde).

Jeg havde igen umiddelbar effekt af medrolen, men var desværre meget generet af bivirkninger.

Nu har jeg, gennem 3 uger, igen oplevet forværring af samme symptomer og har fået tilbudt at få endnu  en omgang Medrol - denne gang som en i.v.-behandling.

Jeg vil nu høre, om der er evidens for denne sene behandling, om du har erfaring med denne? Og slutteligt, hvad din anbefaling vil være?

Aktuelt kan jeg bruge min højre hånd, men med nedsat kraft ved greb. Jeg har en vattet fornemmelse i hånden.

Man kan ikke forvente effekt af binyrebarkhormon, tablet-Medrol (Methylprednisolon), på de akutte symptomer, 3 måneder efter et attak.

Det er muligt, at lægerne har givet dig behandlingen, for at se om nogle af symptomerne kunne bedres, hvilket ville være rimeligt i den gældende situation.

Hvis du nu oplever forværring af de gamle symptomer (reaktivering), skal det behandles efter samme retningslinier som et nyt attak og derfor lyder det også fornuftigt, at tilbyde dig en i.v. Methylprednisolon-behandling i 3 dage.

Skrevet d. 10 februar 2010