Rådgivning ved skift af pensionsselskab
d. 30 august 2013

Jeg kunne godt tænke mig hjælp og rådgivning i forhold til pension og tilhørende forsikringer. Jeg fik konstateret MS i 2011, og det får jo pludselig indflydelse på ens forsikringsforhold. Jeg står overfor at skulle skifte job og skal dermed over i ny ordning og vil i denne forbindelse gerne søge råd på området uden at skulle involvere og afsløre for meget overfor min nuværende pension og forsikring eller det kommende selskab. Jeg er bl.a. i tvivl om jeg bør beholde det jeg har nu (man ved jo hvad man har) eller jeg skal gå ind i den nye ordning der højst sandsynligt bliver med forbehold.

Den ordning jeg har nu blev oprettet i 2012, men uden at der blev spurgt ind til nogle helbredsforhold og jeg har derfor ikke oplyst noget. Jeg ved at der i den nye ordning vil blive spurgt ind til helbredsforhold og jeg bliver derfor nødt til at oplyse. Derfor ville jeg gerne have konkret rådgivning på området, af en person der så direkte på mine tal og min situation, men hvor opsøger jeg dette? Endvidere har jeg aldrig søgt om min udbetaling for kritisk sygdom i det selskab jeg havde ordning i dengang jeg fik MS (og stadig har bibeholdt den ordning). Jeg overvejer at gøre det, men vil oplysningen så blive givet videre til det nye selskab og vil det så få indflydelse på optagelsen i den nye ordning? Dette er ligeledes noget jeg gerne vil rådgives om. Men igen, hvor søger jeg hjælp?

Uvildig rådgivning kan du evt. søge hos Forsikring & Pension Det lyder som om du skal afgive helbredsoplysninger ved indtrædelse i den nye aftale, hvilket jeg går ud fra enten må være fordi ordningen er frivillig eller at det er en ordning til en forholdsmæssig lille virksomhed. Hvis du skal afgive helbredsoplysninger ved indtrædelse i den nye ordning, kan jeg næsten med sikkerhed sige at du vil få en række klausuler, eller der er dækninger du ikke kan få. Det tyder derfor meget på at du skal tilsikre at du kan videreføre din nuværende pensionsordning med den nye arbejdsgiver på de vilkår dit nuværende selskab kan tilbyde, når ordningen overføres til at blive administreret af din nye arbejdsgiver.

Jeg mener ikke der er noget forgjort i at kontakte dit nuværende pensionsselskab og forhøre dig om hvordan du skal forholde dig ved skift af arbejdsgiver og hvad dine muligheder er. Det er ikke nødvendigt at fortælle du har sclerose i den forbindelse medmindre du vil ansøge om kritisk sygdomsforsikring.

Skrevet d. 30 august 2013