Qi Gong
d. 22 november 2009

Jeg har hørt, at Qi Gong skulle være en udbredt træningsform i Sverige, ved sclerose. Har du nogen erfaringer med det?

Jeg har selv haft en lidt ubehagelig oplevelse med Qi Gong; jeg fik meget fokus på eksisterende sclerosesymtpomer, fik kvalme, skulle sove 2 timer efter kun 20 minutters øvelser og var i dårligt humør resten af dagen. Jeg har derfor ikke den stor lyst til at forsøge igen, medmindre der er meget gode erfaringer med træningsformen for scleroseramte.

Qi Gong er en vigtig del af traditionel kinesisk medicin (TCM).  Qi betyder åndedrag, luft, energi og livskraft, mens Gong betyder arbejde, aktivitet bevægelse. Når man sætter dem sammen, står de for ’energi-gymnastik’ eller kunsten at bevæge livskraften i kroppen.

Der findes mange forskellige former og stilarter. Qi Gong kan udøves stående, siddende eller liggende. Det kan være meget enkle øvelser, hvor man arbejder med langsomme bevægelser, åndedræt og tankekoncentration. Det kan også være lidt hurtigere, mere gymnastik-lignende bevægelser.

Målet er at afbalancere Qi’en, energien i kroppen. Når dette sker, opnås en balance i krop og sind, der reducerer stress.

Jeg har selv prøvet det og fandt, at de langsomme rolige bevægelser kræver en del muskelarbejde. Det er betydeligt hårdere at lave en bevægelse langsomt end hurtigt. Når der kommer tempo på, bruger man energien i en bevægelse.


Så hvis bevægelserne er meget langsomme stiller det store krav til muskulaturen og balancen.

Der er noget der tyder på, at det var for hårdt til dig, udfra de symptomer du fik bagefter.

I forhold til om der findes positive erfaringer med sclerose og Qi Gong, så findes der ikke noget dokumenteret om det.

Jeg vil anbefale dig at tale med din instruktør og fortælle, hvordan du oplevede det. Så kan instruktøren eventuelt anbefale dig en anden stilart af Qi Gong, som du kan prøve.

Hvis du fortsat får det dårligt af det, passer den træningsform ikke til dig og så skal du prøve noget andet.

Skrevet d. 22 november 2009