Pseudomonas og Tysabribehandling
d. 30 juli 2012

Jeg har haft sclerose siden starten af 2011, og har det forgangne år været på Interferon (44). Jeg er netop blevet gravid og er derfor stoppet med Interferon (er i uge 10). Efter graviditeten er jeg visiteret til at begynde på Tysabri. 

Min farmor har fået konstateret, at hun er smittet i lungerne med bakterien "psedomona", en såkaldte "superbakterie", som skulle være på fremmarch i Europa. Den er vist næsten umulig at dræbe, når først man er smittet, men omvendt set kan et normalt fungerende immunsystem vist nemt slå den ned. Af samme årsag angriber den - så vidt jeg har hørt - primært dem med svagt immunsystem såsom spædbørn og i særdeleshed ældre mennesker. Jeg er jo pt gravid, og dermed er mit immunsystem jo automatisk svækket. 

1. Bør jeg afholde mig fra at se min farmor under graviditeten? Jeg skal bemærke, at hun pga. infektionen hoster en del.

2. Er det sikkert at lade hende holde babyen, når den (forhåbentlig) kommer om ca. 7 måneder?

3. Er mit immunforsvar svækket, når jeg kommer på Tysabri. Eller fungerer Tysabri anderledes i den henseende i forhold til eksempelvis Interferon?

Til lykke med de lykkelige omstændigheder. Jeg har søgt videnskabelig litteratur om emnet. Når man slår op, hvad der er af videnskabelige publikationer om pseudomonas og Tysabri, dukker der ikke noget op. Når man søger på pseudomonas og sclerose, er der ikke litteratur der beskriver øget hyppighed. Men det er korrekt, at der kan forekomme øget infektionstendens, når man som ved Tysabri undertrykker en del af immunsystemet. Det ser man ikke ved interferon, som er immunmodulerende, ikke immunundertrykkende.

Pseudomonasinfektion er forekommet hos 0.03% i behandling med Tysabri i et rapporteringssystem. De 0.03% er ikke af alle i Tysabribehandling, men af alle (over 80.000 i hele verden) patenter der har indberettet bivirkning til Tysabribehandling, dvs. tallet set i forhold til alle Tysabri-behandlede pt. er lavere.

Jeg tror at sund fornuft og god hygiejne især håndhygiejne, og at man ikke får sekret på sig, er det der skal gælde for dig og babyen i forhold til din farmors psuedomonasinfektion. Og så undgå at besøge hende ved eventuel opblussen med feber. Og være opmærksom på hvis du eller babyen får symptomer på infektion. Man skal jo også leve livet.

Skrevet d. 30 juli 2012