Problemer med at få udløsning
d. 22 november 2009

Jeg er sygeplejerske og p.t. arbejder jeg med vandladningsproblemer hos en ung mand. I den forbindelse fornemmede jeg, at han også havde et eller andet seksuelt problem. Det viste sig så, at han kun kan få udløsning, når han står op.

Jeg har talt med en læge om problemet, og han mener, at der kun kan være tale om noget psykisk, for som han siger: "Hvis han kan når han står op, skulle han, fysiologisk set, også kunne når han ligger ned".

Jeg vil være meget taknemlig, hvis du kan hjælpe mig, og give mig en forklaring som jeg kan bringe videre. Den unge mand er ikke meget for selv at fremlægge sit problem.

Vedrørende din patient, som kun kan få udløsning når han står op, så kan det ikke udelukkes, på det du skriver, at der skulle være en fysiologisk årsag til problematikken.

Kan han for eksempel få orgasmeoplevelse, når han ligger ned, men ikke sædafgang, så kunne det tyde på, at et eller andet klemmer på prostata, eller urinrøret. Du oplyser heller ikke om han kun kan tisse når han står op, hvilket også kunne tyde på at der er noget fysiologisk galt, som beskrevet. 

Skrevet d. 22 november 2009