Gå til hovedindhold

Plads til at synde, og hvad med gluten

Spørgsmål

Mit største problem med sclerosen er træthed. Jeg arbejder 3 dage om ugen, og på mine fridage træner jeg med henholdsvis cykel 15-20 km, løb 5 km og styrketræning. Jeg spiser efter I forms madpyramide med antiinflammatorisk kost. Dog synder jeg i weekenden, hvor jeg får en sodavand og slik med familien fredag og lørdag aften. Er det ok at spise dette i weekenden, eller ødelægger jeg alt det gode, jeg har gjort for min krop i løbet af ugen? Vil det være godt at spise glutenfri kost? Og hvis man skal gøre dette, er det så helt bandlyst at spise gluten for at opnå effekt deraf, eller er det iorden at indtage lidt gluten i det daglige?

Svar

Som udgangspunkt ødelægger du ikke de sundhedsmæssige effekter, du har opnået i løbet af ugen. Der er dog et men, for det kommer selvfølgelig an på, hvor usundt man så spiser i weekenden. At du drikker en sodavand, og får lidt slik sammen med familien fredag og lørdag aften, kan ikke nulstille det gode du har gjort for kroppen i løbet af ugen. For at vi mentalt skal kunne holde til at spise stringent og mådeholdende i hverdagen, er det nødvendigt, at der også er små pauser indlagt - at der er lidt plads til at synde i eksempelvis weekenden. Det er en af de metoder der skal til, for at holde ”cravings” eller lækkersultenhed nede, hvis vi skal kunne følge en kostplan med afsavn i en længere periode.

Overfølsomhed over for gluten eller cøliaki dækker over en kronisk sygdom i tyndtarmen. Cøliaki udløses af nogle proteiner, som findes i hvede, rug og byg, og samlet kaldes disse kornproteiner for gluten. Situationen med kornsorten havre er lidt kompliceret, da mange mennesker med cøliaki godt kan tåle en specialfremstillet ren havre. Cøliaki kan opstå i alle aldre, men de første symptomer kommer som oftest i barndommen. Nogle får dog først symptomer senere i livet omkring 30- til 40-årsalderen eller endnu senere. Årsagen til at nogle mennesker udvikler cøliaki, er endnu ukendt, men man ved, at sygdommen pludselig kan bryde ud, hvis immunforsvaret er påvirket ved eksempelvis en kraftig infektion. Når mennesker med cøliaki spiser gluten, beskadiger proteinerne tyndtarmens slimhinde, og der opstår en betændelsestilstand (inflammation). Tarmens overflade bliver herved mindre, og det man spiser og drikker fordøjes dårligere. Det betyder at vitaminer og andre næringsstoffer ikke bliver optaget fra kosten i tarmen som de skal. Dette gælder kun, hvis man reelt ikke kan tåle gluten.

Symptomer på cøliaki er tarmluft, tynd afføring og vægttab. Smerter i led, forstoppelse, træthed og dårligt humør ses også jævnligt. Hos voksne kan der i sjældne tilfælde også ses vægtøgning. Dog har kun én ud af syv mennesker med cøliaki klare symptomer. Behandlingen består i, at man skal undgå at spise det, som man ikke kan tåle. Har man fået konstateret sygdommen cøliaki, skal man derfor på en livslag diæt - en glutenfri kost. Når man fuldstændig undgår gluten heler tyndtarmens slimhinde, og evnen til at optage næringsstoffer bliver langsomt normaliseret. Så det er 100 % glutenfri kost. Ellers beskadiger man igen slimhinden i tyndtarmen.

Jeg vil ikke anbefale, at du undgår gluten i din kost med mindre, du reelt har fået stillet diagnosen cøliaki hos lægen. Fuldkornsprodukter med hvede, rug og byg er super sundhedsfremmende, da de indeholder kostfibre, vitaminer, mineraler og andre stoffer, der er vigtige i forhold til at undgå sygdomme som diabetes, hjertekar-sygdomme og visse former for kræft. Samtidig har du allerede lagt en lang række regler ned over din kost, da du følger I Forms antiinflammatoriske madpyramide. Hvis vi hele tiden skal tænke voldsomt over alt hvad vi spiser og drikker, bliver det simpelthen for anstrengende og besværligt at være til, og specielt hvis det er uden grund – har man ikke fået konstateret cøliaki, er der ingen grund til at undgå gluten. Eksperterne mener i øvrigt ikke, at der er flere danskere, som udvikler cøliaki, fordi vi spiser mere gluten fra f.eks. brødprodukter. Vi er simpelthen blevet mere opmærksomme på vores sundhed og eksempelvis denne sygdom. Diagnosen cøliaki stilles ved en blodprøve, og hvis mistanken om cøliaki er til stede skal den endelige diagnose stilles ved, at man undersøger en vævsprøve (en biopsi) fra slimhinden i tyndtarmen.