Personlig og praktisk hjælp, personlig hjælpeordning m.m
d. 23 november 2009

Jeg er en ung kvinde på 32 år, der har haft sclerose siden 1996 - så jeg får pension af den gamle ordning. Jeg gerne høre hvad det kræver for at få en personlig hjælper? jeg får bistandstilæg, og af dem betaler jeg folk jeg kender for at hjælpe mig. Mit problem er dog at denne løsning slet ikke kan hænge sammen.

Jeg bor sammen med min mand og mine 2 piger på 9 og 12 år. Min mand går jo på arbejde så det er mig der er hjemme ved børnene, og i den forbindelse har jeg jo også et hus der skal passes, selvom der er mange ting jeg ikke kan klare (hvilket resulterer i at jeg må få børnene til det, og synes ikke det kan være rimlige at de skal agere hjælpere for mig).

Jeg er fast kørestolsbruger jeg har også brug for hjælp til personlig hygiejne, da jeg ikke kan klare at komme i bad uden min mands hjælp. Hvad angår det at skulle på toilettet, er det også noget jeg har rigtig svært, men bliver nødt til at klare selv (og i den forbindelse går det tit galt!). Jeg har derudover et aktivt udeliv, samt fysioterapi og ridning.



Selvom min mand hjælper mig så godt han kan, er han her jo ikke om dagen når han er på arbejde, og det er der jeg har brug for hjælpen (desuden synes jeg ikke om at han skal hjælpe mig med det personlige).

Så for at opsummere er mit spørgsmål altså: Tror du at jeg er berettiget til en personlig hjælper?

Personkredsen, som er berettiget til en personlig hjælpeordning efter lov om social service § 96, omfatter som udgangspunkt personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som medfører, at de pågældende ikke, eller kun i meget begrænset omfang, kan bevæge sig og udføre almindelige daglige funktioner.

Herudover er det en betingelse, at man har en aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig intensiv støtte. For eksempel kan det at have ansvaret for et eller flere børn, som man bor sammen med, i sig selv være tilstrækkeligt. Det er også en betingelse, at man er i stand til at administrere ordningen og fungere som arbejdsgiver.

Som du beskriver din situation mener jeg, at du har behov for støtte i dagligdagen. Dine/jeres børn skal ikke have flere pligter end almindeligt for aldersgruppen.

Jeg mener, at du bør kontakte en handicaprådgiver i din kommune med henblik på vurdering af den hjælp, som du har behov for. Hvis det ikke er en personlig hjælpeordning kan det meget vel være anden form for personlig og praktisk hjælp, eventuelt kombineret med ledsageordning.

Emnerne som jeg har beskrevet her er omtalt på om sociale emner, som du finder på hjemmesiden. Du kan eventuelt tage disse sider med til en samtale med din kommune.

Husk at du har ret til at have en person med dig ved samtalen i kommunen ligesom du har ret til aktindsigt.

Skrevet d. 23 november 2009