Personlig og praktisk hjælp
d. 21 august 2013

Min mor er 60 år og inden for det sidste år er det desværre gået ned af bakke med hende. Hun har mere og mere brug for hjæp. Hun sidder bare og sidder og er gået helt i stå, flere gange om ugen bliver hun taget op, får morgenmad og lagt i seng igen, indtil frokost, bliver taget op og får mad og lagt til hvil igen. Hun sidder / ligger bare og venter på, at der kommer nogen forbi, da hun ikke selv kan komme ud uden hjælp. Hun må nødkalde for at komme på toilet. Så hun har flere gange i ugen uheld, og derfor har de nu givet hende ble på.

Jeg handler for hende, laver mad, vasker tøj og gør rent, for de 45 min hun har til det er kun til gulve og badeværelset. Derfor søgte jeg om en personlig hjælper til hende. Det mente damen fra socialforvaltningen ikke, at der kunne være tale om, for min mor kunne ikke fungere som arbejdsgiver, da hun ikke taler så godt mere. Men de tilbød hende en ledsager ud af huset 15 timer om ugen. Kan der slet ikke gøres noget for min mor? Er der ikke en lovgivning der kan bruges, så hun får mere hjælp? Jeg kan snart ikke mere. Bruger næsten 30 timer hver uge hos hende og det går ud over min egen familie. Jeg kan mærke jeg er ved at gå ned, men jeg kan jo ikke bare lade hende ligge der og ikke gøre noget. Håber i evt kan hjælpe med noget.

Jeg kan forstå, at der er sket væsentlige forandringer for din mor gennem de sidste år. Først vil jeg lige høre, om din mor har overvejet en indlæggelse
på et af Sclerosehospitalerne. Hvis din mor ønsker det, skal hun kontakte sin egen læge, der kan skrive en henvisning. Sclerosehospitalernes personale
har mulighed for at vurdere, hvilken hjælp, der vil være bedst for din mor.

Du skriver ikke noget om, hvilken form for pension, din mor modtager. Hvis det er pension fra før 1.1.2003 kunne der måske være mulighed for et
bistandstillæg, men det vil bero på en nærmere vurdering. Kommunen er selvfølgelig forpligtet til at vejlede om sådanne muligheder, men ellers har
du/din mor også mulighed for at kontakte socialrådgiver i Scleroseforeningen. Navn og træffetid kan oplyses ved kontakt til Scleroseforeningens kontor i Valby tlf. 36 46 36 46.

Herudover tænker jeg, at en ledsageordning kan være en udmærket løsning.

Det kunne også lyde til, at der er behov for en ny visitering af hjælp til din mor. Her vil det nok være hensigtsmæssig om du også deltager. Jeg tænker
på, at din mor kunne visiteres til indkøbsordning og madservice.  Tøjvask kan der også visiteres til. Rengøring er generelt på det niveau, som du
beskriver, men hvis der kan visiteres til andre ordninger vil det måske kunne lette dig lidt.

Nu kender jeg selvfølgelig ikke din mors økonomi generelt, men vil dog også lige gøre opmærksom på mulighed for at købe rengøring, vinduespudsning
o.lign. I indeværende år og næste år er mulighed for at benytte det såkaldte håndværkerfradrag på selvangivelsen. Det giver under alle omstændigheder en
smule i skattelettelse.

Din mor har ret til en handleplan (servicelovens § 141) fra kommunen, hvor der bl.a. skal fremgå hvilken hjælp, der er nødvendig.

Skrevet d. 21 august 2013