Pension før 1.1.2003
d. 23 januar 2014

Jeg fik tilkendt mellemste førtidspension 24.11.99. § 14, stk.2, nr. 1 med virkning fra 1.12.99. Fylder 60 år den 13.10. Fortsætter pensionen indtil jeg fylder 67?

Jeg forstår det sådan, at du er født 13.10.1954 og går derfor ud fra, at du bliver folkepensionist som 66-årig. Du kan se mere om din folkepensionsalder her på Borger.dk.

Det fremgår af § 65 i lov om højeste, mellemste m.m. førtidspension

§ 65. Personer, som har fået tilkendt førtidspension eller invaliditetsydelse med virkning fra før den 1. januar 2002, og som umiddelbart inden folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, modtager førtidsbeløb, invaliditetsbeløb eller erhvervsudygtighedsbeløb, jf. § 13, bevarer fortsat disse tillæg som 65- og 66-årige. Staten afholder udgifterne til de tillæg, der ydes til folkepensionister som 65- og 66-årige. Erhvervsudygtighedsbeløbet indgår ikke i opgørelsen af indtægtsgrundlaget for pensionstillæg og personlige tillæg efter § 29 i lov om social pension.

Du vil efter disse regler kunne bevare dit invaliditetsbeløb (som er en del af mellemste førtidspension) indtil du bliver 67 år. Nu kan jeg jo ikke vide, om du kunne være berettiget til en forhøjelse af din nuværende mellemste førtidspension. I givet fald skal du rette henvendelse herom til din kommune, før du bliver 60 år.
 

Skrevet d. 23 januar 2014