Partshøring
d. 22 november 2009

Kan du forklare, hvad betyder og indebærer for mig, som ansøger?

Det eneste, der står i brevet fra min sagsbehandler er, at jeg har to uger til at svare på partshøringen. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal svare på, idet jeg ikke forstår hvad udtrykket indebærer. I brevet er vedlagt størstedelen af mine sagsakter.

Sagen, SL§100, har kørt siden august 2007.

Partshøring betyder, at kommunen (myndigheden) skal sikre, at den der er part i en sag - nemlig dig - skal gøres bekendt med og få mulighed for at kommentere de oplysninger, der ligger i sagen inden der sker en afgørelse. Det er også din mulighed for at kontrollere kommunens beslutningsgrundlag før der træffes en afgørelse.

Du skal derfor læse sagens akter igennem og komme med bemærkninger, såfremt der er ukorrekte eller mangelfulde oplysninger. Du skriver, at der er vedlagt størstedelen af sagens akter? Jeg går ud fra, at det er de akter, som skal bruges i forbindelse med afgørelse i din sag? Ellers må du gøre opmærksom på, at der mangler nogle akter.

Det, at du får lejlighed til at påpege misforståelser, unøjagtigheder eller ufuldstændigheder i sagsmaterialet vil kunne medvirke til at sikre, at kommunen træffer afgørelsen på det bedst mulige faktiske grundlag.

Du skriver, at det drejer sig om din sag om merudgifter og at sagen ligger helt tilbage til 2007. Du skal være opmærksom på, at der skete en ændring i bekendtgørelsen pr. 1.12.2008 omkring dækning af merudgifter. Der har været skrevet en del på Scleroseforeningens hjemmeside om dette emne også.

Har du eventuelt andre, som har mulighed for at se sagsakterne igennem sammen med dig, så du er sikker på, at alt er korrekt inden afgørelsen træffes.

Hvis du ikke kommer med bemærkninger, vil sagen blive afgjort på de oplysninger, som er sendt til dig.

Skrevet d. 22 november 2009