Parkeringskort 2
d. 22 november 2009

Jeg har sclerose og har et flexjob. Jeg plejer at tage bilen med på arbejdet, da dette er en meget stor hjælp for mig. Det vil sige; jeg tager bilen til Metrostationen og metroen resten af vejen. Nu har man ændret parkeringszonen, så der hvor jeg plejer at parkere har man man ændret zonen til 3 timers parkering (jeg har behov for 4 timers parkering).

Jeg har kontaktet Parkering-København, som meddeler at jeg blot skal ansøge om et handicap-skilt til min bil. Min læge har tidligere meddelt mig, at hvis jeg skal have et sådan skilt, kan jeg risikere at skulle op til fornyet køreprøve og med risiko for at miste mit kørekort. Er dette korrekt?

Med hensyn til kørekort er det generelt et lægekrav at være opmærksom på, om de helbredsmæssige betingelser er opfyldt. Det hænger således ikke kun sammen med for eksempel ansøgning om parkeringskort. I forbindelse med ansøgning om støtte til bil anmodes i de fleste sager om konkret kørekortattest, hvorefter kørekortmyndigheden ofte indkalder til orienterende køreprøve, primært med henblik på vurdering af behov for særlig indretning.

Jeg ved derfor ikke helt i hvilken sammenhæng din læge har udtalt sig.

Ansøgningsskema om parkeringskort kan hentes på Handicaporganisationernes Brugerservice www.handicap.dk. Er man ikke i forvejen bevilget handicapbil skal lægen udfylde erklæring om helbredsmæssige forhold. Der står på denne erklæring, "at lægen bør være opmærksom på, om patienten fortsat opfylder de helbredsmæssige betingelser for at have kørekort", men som nævnt tidligere er det en generel opmærksomhed, som læger skal have.

Jeg synes, at du skal få dig en fornyet samtale med din læge herom, så misforståelser kan blive fjernet.

Handicap-skiltet koster 425 kr.

Skrevet d. 22 november 2009