Påvirkes børn af fædres MS behandling
d. 16 april 2012

Tysabri overvejelser i forhold til at blive far - ved hjælp af IVF - mens jeg får Tysabri behandling.
Jeg får Tysabri-behandling, og har fået at vide at det - så vidt man ved - ikke skulle påvirke min sæd/fostret, men jeg har ikke kunnet finde andet end forsøget fra 2009 med marsvinene der understøtter denne påstand.

Er det virkelig alt man har af forsøg i denne sammenhæng?
Det gør ikke mig overbevist om, at vores barn ikke en dag måske kunne få en følgevirkning af den medicin jeg får i dag. I forhold til gravide på Tysabri, er der jo efterhånden noget data, men er der virkelig ikke registreret noget i forhold til fædrene - på mennesker?

Derudover er der alt den anden medicin jeg har fået siden jeg fik MS. Mindst 23 gange Solumedrol kur a 3 x 1g (+ lidt prednisolon tabl. her og der), Interferon beta 1a (Rebif 22 og 44), Mitoxantrone (så meget mit hjerte kunne klare), Rebif igen (sammenlagt 8 år), nogle år uden behandling og nu Tysabri.
Kan dette medicin forbrug have nogle følger?

Du har ret i at der ikke er megen forskning i misdannelser hos børn af mænd med MS. Når det er sagt skal det også siges, at der ikke er nogen god begrundelse for at tro, at den nedpakkede arvemasse i dine sædceller, skulle kunne rumme noget skadeligt på nuværende tidspunkt, som følge af de behandlinger du beskriver.

Ved kemoterapi, som du tidligere har fået (Mitoxantron), anbefales dog sæddeponering inden behandlingen, da celledelingen er påvirket når man behandles, og sædkvaliteten er forbigånde eller permanent nedsat. Der er ingen grund til at tro, at din aktuelle Tysabribehandling skulle kunne påvirke dine fremtidige børn.

Skrevet d. 16 april 2012